tirsdag, 11. november 2025

23.08 Terteryan: Det handler ikke om penge

Hvis alt går efter planen, skal Marsel Terteryan den 5. november debutere som professionel. Det skal ske ved et stævne i den nordtyske by Bucholz.
 
Terteryan, der har bokset 75 amatørkampe med 59 sejre og er regerende dansk mester, forklarer, at det ikke er store penge, der har fået ham til at forfølge drømmen om en karriere som professionel.
 
“For mig er det ikke på grund af pengene, jeg vil være professionel. Jeg har lavet en aftale med Robert Larsen, hvor jeg får 5000 kroner pr. kamp for fem kampe inden for halvandet år. Jeg ser det som et springbræt til en karriere som professionel. Det er min chance for at skabe mig et navn,” siger Marsel Terteryan til Horsens Folkeblad.
 
Terteryans træner i BK Vitus i Horsens, Tor Claxton, mener, at hans bokser skulle have ventet til et senere tidspunkt med at forsøge sig som professionel.
 
“Vi har gjort alt for at tale Marsel fra at blive professionel. Jeg mener, ahn bør udvikle sig mere fysisk, inden han tager springet, og han kunne også udvikle sig boksemæssigt, men han har været fast besluttet på at skifte, fordi han var dybt skuffet over, at han ikke blev udtaget til OL-kvalifikationskampene som dansk mester i letvægt,” siger Tor Claxton til Horsens Folkeblad.

Seneste historier