Efter næsten tre års pause er Rudy Markussen igen klar til at kravle mellem tovene og genoptage sin professionelle karriere.
“Jeg har rigtig meget lyst til at komme i kamp igen. Kroppen har ikke fået lov at forfalde i de tre år. Jeg har trænet og holdt formen ved lige, lige nu træner jeg to gange dagligt. Kampen mod Tatevosyan skulle jeg aldrig have tabt, men hovedet var ikke med. Det gider jeg ikke ærgre mig mere over, nu er det bare videre,” siger 32-årige Rudy Markussen til sporten.dk.
Den danske supermellemvægter håber på en kamp ved stævnet den 12. september i Herning, hvor Mikkel Kessler forsvarer sit WBA-bælte mod Gusmyl Perdomo. Sauerland Event, der afholder stævnet, viser også interesse for Rduy Markussen.
“Den eneste ting er, at Rudy og hans advokat skal sikre os, at han er fri af alle tidligere kontrakter,” siger Hagen Döring.
Det mener Rudy Markussen, at han er.
Hagen Döring fortæller også, at Sauerland Event på sigt vil afholde regelmæssige stævner i Danmark, og har øje på det unge talent Patrick Nielsen, der bokser i CIK.
Læs mere her: Markussen tilbage i ringen