lørdag, 8. februar 2025

23.04 Kessler-Froch optakt

Lørdag aften står den tidligere danske WBA og WBC-verdensmester Mikkel Kessler i en skæbnekamp mod englænderen Carl Froch, der netop har en af Mikkel Kesslers tidligere titler. WBC-mesteren fra England forsvarer sin titel i Messecenter Herning i en kamp, der kun vises på PPV i Danmark.

Den verbale kamp er begyndt og har kunnet følges gratis i pressen. Udmeldinger om tidlige knockouter er kommet fra begge boksere, og næsten enhver der har den mindste tilknytning til lejrene er blevet spurgt om resultatet.

Da Froch ankom til pressemødet onsdag i privatjet som følge af vulkanramte flyruter, nåede det nye højder.
“Der er mere vulkansk aske på vej, og det ligger på kanvassen lørdag aften”, lød det fra Kalle Sauerland på pressemødet onsdag til Carl Froch, der var blevet forsinket på grund af det allestedsnærværende vulkanske flyveforbud.

Idémanden bag Super-six turneringen struttede af den selvtillid Mikkel Kessler har brug for, når han går i ringen lørdag aften. Netop danskerens mentale tilstand har været det store samtaleemne i sportspressen og blandt fightfans i Danmark.

Efter nederlaget mod André Ward i november var danskeren tydeligt frustreret over kampens forløb, og det kunne se ud som om, der gået skår i det mentale porcelæn. Den hurtige og atletiske amerikaner havde sat danskeren på plads med en blanding af tekniske perler og roughhouse tactics. Hans hurtighed og varierede boksning havde været for meget for Mikkel Kessler, der virkede ensporet og monoton. Den taktiske variation i vikingens angreb var mindre end den var i undskyldningerne efter kampen. Mikkel Kessler lignede ikke bare en slagen mand fysisk med de hævede øjne, men i lige så høj grad mentalt. Det var ikke den glade amagerdreng, der stod foran en trist dansk verdenspresse og talte om den næste kamp.

Den foregår lørdag aften i Messecenter Herning, hvor der vil være 10.000 forventningsfulde tilskuere. Modstanderen er den ubesejrede WBC-verdensmester Carl Froch (26-0, 20 KO), der i første runde af Super-six besejrede amerikaner André Dirrell knebent på points på hjemmebane i Nottingham.

Der er ingen tvivl om, at The Viking Warrior skal finde krigeren frem til denne kamp. Froch er en fysisk stærk modstander, der med sin aggressivitet og vilde slag, gør enhver kamp til en udmarvende test for modstanderen. Han har erfaring på topplan mod sejre over den regerende WBC-verdensmester i letsværvægt Jean Pascal, Jermain Taylor og André Dirrell, der for nylig imponerede med sin boksning mod Arthur Abraham.

Selvom det første slag endnu ikke er slået, så har danskeren allerede sikret sig nogle vigtige points. Først og fremmest blev kampen udsat fra begyndelsen af marts, og det er en stor fordel for Mikkel Kessler. Han har fået 1½ måned ekstra til at blive klar i efter nederlaget mod André Ward. Det er en udsættelse, der er en fordel for danskeren på to fronter. Den ekstra tid kan skubbe nederlaget længere væk. Men også i forhold til Mikkel Kesslers fysik har det betydning. Det var en hård omgang danskeren blev udsat for, da han fandt ud af, at Californien ikke er vikinge-land. Hans krop har nu fået fem måneder til at komme sig i i stedet for kun 3½. Det kan have afgørende betydning mod en fighter som Carl Froch. Englænderens fysik har før knækket modstandere i den sidste halvdel af kampen, og det er nødvendigt, at Mikkel Kesslers krop ikke bryder sammen.

Taktikken
Froch er naturligvis meget mere end blot fysik og slagkraft, men det er hans absolutte styrke. Stilmæssigt er englænderen lidt speciel. Han står med siden til modstanderen, læner sig fremad og hans venstrehånd hænger noget. Han har et godt jab, men det er langsomt, og han er meget uregelmæssig i sin brug af det. Han bokser helst fra distancen og undgår typisk infight. Det skyldes, at han dermed får mere kraft i sine vilde slag, der er afgørende for ham. Han bruger ofte primitive, men meget hårde kombinationer til hovedet. To-tre slag, der altid kommer med skiftevis den ene og derefter den anden næve. Det gør dem ganske forudsigelige, men de har en effekt, uanset om de rammer rent eller lander i paraderne. Men Froch er nødt til at gå fremad, hvis han skal fyre disse serier af. Hvis han bliver presset baglæns, har han ikke de tekniske kvaliteter til at fyre kvalificerede slag af. Derfor er der en oplagt mulighed for Mikkel Kessler i at lægge pres på sin modstander i perioder.

Kesslers udgangspunkt bør være hans velkendte stil med jab og og kryds. Froch er ikke hurtig nok til at slå kontra på danskerens jab eller udnytte unøjagtigheder som den langt hurtigere Ward var. Mod Jarmain Taylor viste Froch, at han er åben for en god teknisk modstander, der forstår at fyre bomberne af på de rigtige tidspunkter. Frochs fremadlænede hoved er som skabt for Kessler. Den ene gang i karrieren englænderen har været i gulvet var en højrehånd til tindingen mod Jermain taylor. Froch var alvorligt rystet, og selvom hans kæbe er solid, så viste det, at han ikke er usårlig, selvom han prøver på at give det indtryk i sine udtalelser.

En af de afgørende forskelle er det allerede for sent at ændre på. For Mikkel Kessler har forberedelserne været mere afgørende end nogensinde før. Han har skiftet Ricard Olsen ud med Jimmy Montoya efter Ward-nederlaget. Den amerikanske træner skal tilføre danskeren en større taktisk dybde og flere planer, hvis den første kikser.

Grundlæggende er det afgørende for kampens resultat, hvordan Mikkel Kessler håndterer Carl Frochs pres. Hvis han bliver passiv og overlader initiativet til englænderen, så vil han få store problemer. Tager han selv initiativet og sørger for at holde Froch beskæftiget med sit jab og sit skarpe kryds, så vil vi sandsynligvis se et jublende publikum i Herning.

Men hvis det lykkes for Froch at knække Kesslers første frontlinje, så vil det blive afgørende om Jimmy Montoya har forstået at strikke en anvendelig plan B sammen. Den vil sandsynligvis bestå i at Kessler skal bevæge sig rundt i ringen og bruge sit jab, mens han forsøger at undgå kontakt med Froch. En passiv strategi, der næppe vil skabe en underholdende kamp, men måske kan stjæle afgørende omgange i læbet af kampen.

Mikkel Kesslers sidste trumfkort er hjemmebanen. Ikke så meget de 10.000 tilskuere, der nok skal gøre deres for at heppe danskeren til sejr, men mere de tre dommere, der sidder ved ringside. Super-six turneringen har indtil nu vist en slagside, hvor dommerne dømte favorabelt for hjemmebanebokseren i næsten samtlige kampe.

Buddet herfra er en pointsejr til Mikkel Kessler efter en hård og underholdende kamp, hvor begge boksere vil have perioder, hvor de er ovenpå. Danskeren vil vinde de første omgange, hvor han endnu ikke er fysisk presset af Froch. Men omkring 6.-8. omgang vil være den afgørende fase. Kommer Mikkel Kessler gennem dem uden at miste momentum, vil det næsten være umuligt for englænderen at vinde.

Seneste historier