Kai-Robin Havnaa (2-0, 1 KO) får en tysk modstander, når han den 14. marts i Ballerup Super Arena bokser sin tredje kamp med bar overkrop.
Modstanderen bliver den 28-årige Patrick Linkert (4-7-1, 1 KO), der på papiret ligner en solid journeyman, som nordmanden dog bør kunne besejre.
Blandt Linkerts modstandere er den regerende EBU-mester Igor Mikhailkin. En modstander, som Linkert dog tabte til.
“Jeg kan ikke vente med at komme tilbage i ringen, og jeg er glad for, at jeg skal bokse så hurtigt igen. Det bliver min tredje kamp på fire måneder, men jeg vil gerne bokse ofte. Jeg vil bokse så ofte som muligt, så jeg kan få en masse erfaring,” siger Kai-Robin Havnaa ifølge en pressemeddelelse.
“Linkert er en solid modstander, men jeg er klar til udfordringen. Der er kun gået to uger siden min seneste kamp, så jeg er i god form. I denne uge vil jeg tage tilbage til København og fortsætte træningen med Joey Gamache,” tilføjer han.
Foto: Wende.

