fredag, 11. oktober 2024

23.01 Ward: Mikkel Kessler lyver!

Det er løgn, når Mikkel Kessler siger, at han gerne vil have en revanche mod André Ward, men at den amerikanske WBA-verdensmester ikke er interesseret. Det mener André Ward i hvert fald selv.  “Mikkel Kessler bliver ved med at sige, at han vil have en kamp mod mig igen. Men han vil jo ikke, når det kommer til stykket. Og derfor føler jeg, at jeg nu er nødt til at sige noget. For det passer ikke,” siger André Ward til Berlingske. Efter Kesslers møde med Ward i november 2009 har den danske lejr haft travlt med at påpege den meget urene boksning, som Ward lagde for dagen på vej mod sejren. Men sådan er gamet, mener amerikaneren.”Jeg havde meget stor respekt for Mikkel Kessler før vores første kamp. Jeg respekterede også Kessler efter kampen, som jeg vandt på helt fair vis. Jo, der var uheldigvis nogle skaller i løbet af kampen, men sådan nogle ting kan altså ske under en boksekamp,” siger André Ward, der er blevet meget irriteret over danskerens udlægning af kampen i Wards hjemby, Oakland.”Selv i sejrens sødme har jeg aldrig hånet Kessler. Jeg respekterede ham og de danske boksefans. Men i den tabende stund er han blevet respektløs over for mig ved at lyve om, hvorfor jeg vandt og alt det der. Det er usmageligt, og det er egentlig bare trist at høre på,” siger André Ward, der mener at have en god forklaring på, hvorfor Kesslers næste kamp bliver mod engelske Carl Froch. “Skal jeg fortælle dig, hvorfor Kessler og Froch helst bare vil møde hinanden igen? Det er fordi, det er en lettere kamp for begge to. Var jeg Mikkel Kessler, så ville jeg da hellere kæmpe mod mig igen og revanchere mit nederlag og få mit bælte tilbage,” siger André Ward.

Seneste historier