Det har ikke ligefrem trukket de store overskrifter, at letmellemvægteren Frank Madsen (2-0, 1 KO) for tre måneder siden fordoblede antallet af sejre på sin rekordliste.
Det skete under fjerne himmelstrøg i Sydafrika, hvor Frank Madsen pointbesejrede Cassiem Hassan efter fire omgange. Madsen debuterede i april, hvor han ved et stævne i Århus efter en meget underholdende kamp stoppede bosniske Edis Dzambas i 6. omgang.
“Jeg har været seks måneder i Sydafrika og havde en kamp. Der var underskrevet en kontrakt om en kamp nummer to i Sydafrika, men det blev desværre ikke til noget,” fortæller Frank Madsen.

