22.10 Micki Nielsen tabte på point

Micki Nielsen (22-1, 14 KO) løb lørdag aften ind i profkarrierens første nederlag, da Kevin Lerena (16-1, 8 KO) igennem 10 rodede og aldeles uskønne omgange viste sig at være den taktisk klogeste og mest kyniske bokser. Micki Nielsen kom aldrig for alvor op i omdrejninger, og Lerena kunne derfor trække sig sejrrigt ud af kampen med cifrene 95-95, 96-95, 97-93.
 
De to højrefodsboksere indledte kampen med tydelig respekt for hinanden. De havde tydeligvis også et solidt kendskab til hinanden, for der blev ikke brugt meget tid på at føle hinanden på hænderne. Kevin Lerena ville gerne tæt på Micki Nielsen, og det resulterede i, at den sydafrikanske kampleder Stanley Christodoulou, der har masser af store kampe på cv’et, fik rigeligt at gøre med at skille de to boksere ad, når de holdt hinanden i infight.
 
3. omgang var den første, hvor Micki Nielsen formåede at holde sydafrikaneren blot en anelse på afstand, så han ikke hele tiden blev låst. Det blev dermed også danskerens bedste omgang, selvom det ikke på nogen måde var overbevisende. Kevin Lerenas tekniske evner er uden tvivl bedre end Micki Nielsens, men danskeren i højere grad måtte satse på sin fysiske styrke.
 
Efter en god sydafrikansk indledning kom Micki Nielsen bedre med i de efterfølgende runder. I 4. omgang havde danskeren godt styr på begivenhederne, indtil han pludselig måtte tage imod et par hårdere træffere.
 
Danskeren gik monotont fremad og satsede på at komme ind med sine store bomber. Kun sjældent blev slagene sat sammen til egentlige serier, og det handlede for Micki Nielsen i langt højere grad om at slå hårdt end om at slå mange slag.
 
Kevin Lerena var snu, og hans taktik med at få fyret nogle hurtige slag afsted for efterfølgende at skynde sig ind på halvdistancen for at holde og låse danskeren, virkede umiddelbart fornuftigt. Derfor var det Lerena, som midtvejs i kampen havde bragt sig i front på point, selvom der på ingen måde var tale om nogen underholdende eller velbokset kamp.
 
I 7. omgang kom Micki Nielsen i de første seriøse vanskeligheder, da et højre hook til kæben lod til at ryste danskeren. Han kæmpede sig tilbage i omgangen, men måtte erkende, at den gled over på sydafrikanske hænder.
 
Også i 8. omgang blev Micki Nielsen truffet rent på kæben, og han virkede rystet. Danskeren havde ellers indledt omgangen fint, men igen var det Lerena, som til slut virkede ovenpå, og sydafrikaneren var på knock-out.dk’s dommerseddel på dette tidspunkt foran.
 
Micki Nielsen åbnede alt for sjældent med sin højre og satsede i stedet entydigt på at slå hårdt med venstren. Det var Kevin Lerena teknisk dygtig nok til at håndtere, og da sydafrikaneren endvidere fortsatte sin kyniske taktik med at holde mere end John Ruiz, ebbede Micki Nielsens chancer forsigtigt ud.
 
Den sydafrikanske pointsejr var til syvende og sidst derfor fair.
 
Foto: Wende.

Seneste historier