Det er en sulten Patrick Nielsen, der i aften går i ringen mod spanske José Yebes. Nielsen boksede senest i maj, og han savner det sus, han oplever ved at gå i ringen.”Jeg har savnet at være i ringen de seneste måneder. Det er det sus, jeg lever for, jeg lever for mine fans. Vinder jeg, så vinder mine fans, og taber jeg, så taber mine fans,” siger Patrick Nielsen til TV 2 Sporten.Den 21-årige dansker er fortstat ubesejret som professionel, men han har i sine seneste kampe ikke leveret imponerende indsatser. I aften sætter han WBA I/C-titlen på spil, og et nederlag vil være fatalt. Men danskeren glæder sig til at komme i ringen.”Det har været utroligt hårdt at skulle undvære det. Men nu er jeg ivrig efter en sejr og efter at bokse flot. Jeg glæder mig meget,” siger Patrick Nielsen, der har taktikken til aftenens titelkamp på plads.”Jeg skal bevæge mig mere, og slagene skal være skarpere, i stedet for at jeg slår mange vilde slag. Jeg skal få modstanderen presset ud i ringhjørnet og spærre ham af. Det skulle jeg have gjort i min sidste kamp, så min modstander ikke kunne løbe rundt,” siger Patrick Nielsen.Foto: Photo Wende.