Torben Keller får en modstander, der bedømt på rekordlisten ikke bør give ham de store problemer, når Sauerland Event den 2. juni stiller bokseringen op i Herning.Her skal Keller i ringen mod Luca Arrigo fra Italien. Fire professionelle kampe har på italienerens rekordliste fordelt sig med to sejre, et enkelt nederlag og en enkelt uafgjort kamp. Nederlaget, der var hans seneste kamp, fandt sted i april 2011, hvor han blev stoppet allerede i 1. omgang af en debutant – som iøvrigt siden har bokset uafgjort mod Yuri Pimpilio, som Keller besejrede i lørdags.Torben Keller vandt lørdag på point efter fire omgange mod portugiseren, og han er glad for, at han får mulighed for så hurtigt at vende tilbage til ringen.”Alle kampe er god erfaring for mig. At stå i Parken med så mange tilskuere var meget specielt,” siger Torben Keller ifølge en pressemeddelelse.”Nu har jeg brug for en god indsats i Herning, så jeg kan gå på sommerferie og være tilfreds med mine første syv måneder som professionel,” siger Torben Keller.

