”Det bliver nok lidt sværere for mig at score piger.”Direkte adspurgt hvad den store flænge over øjenbrynet kommer til at betyde for Dennis Ceylan (18-0-2, 8 KO), var den danske EBU-mester hurtig på aftrækkeren. Der var ellers ikke meget grin at spore hos Dennis Ceylan, som han sent lørdag aften sad på en stol i omklædningsrummet under Ceres Arena i Smilets by. Bitterheden over, at kampen mod Isaac Lowe (13-0-2, 5 KO) blev stoppet i 4. omgang og dømt teknisk uafgjort var enorm hos danskeren, der efter en god indledning var på vej mod sejren.”Jeg er sikker på, at jeg nok skulle have stoppet ham, for jeg havde ham rystet flere gange,” sagde Dennis Ceylan, som, når han åbnede med sin venstre og fulgte op med højren, havde relativt let ved at komme ind på den engelske udfordrer.Især i 1. omgang var Lowe presset, og selvom Ceylan også selv måtte tage imod nogle træffere, var den regerende mester i kontrol. Derfor er det tilladt at være bitter over udfaldet af kampen, selvom Dennis Ceylan forsvarede sin EM-titel, som jo trods alt var det vigtigste.Ikke med viljeDe to boksere var i optakten til kampen ikke enige om ret meget, men da de sad i hver deres omklædningsrum, var de enige om at være ærgerlige over kampens slutning og om, at skallen, som gav Dennis Ceylan skaden, ikke skyldtes en forsætlig handling fra englænderen.”Jeg bøjede mig ned for at så et dybt stød til kroppen, og så stødte vi hovederne sammen. Først vidste jeg ikke, hvad der var sket, men da jeg så hans cut, kunne jeg godt se, at han ikke kunne bokse videre,” lød det fra Isaac Lowe, mens danskeren lidt længere nede ad gangen heller aldrig var i tvivl om, at kampen var slut, efter de to boksere stødte hovederne sammen.”Jeg kunne godt mærke, at der var knald på. Han kom og ville svinge, så han havde godt knald på, og det gav også en høj lyd i hovedet på mig, og med det samme kunne jeg se alt blodet. Det var ikke, fordi han kom løbende ind med sit hoved. Han kom bare med et vildt sving,” sagde Dennis Ceylan, der havde svært ved at finde trøst i, at han trods alt havde bevaret EBU-titlen.Ingen grund til rematchFor Dennis Ceylan forsvarede titlen. Det skal vi huske på. Det er Isaac Lowe, der har mest grund til at ærgre sig, for selvom han umiddelbart virkede til at være på vej mod et nederlag, var det hans chance for at erobre titlen, som gik op i røg. Efterfølgende afviste promotor Nisse Sauerland ikke muligheden for en revanchekamp, men sandsynligheden for, at de to mødes igen er nok ikke så stor. Dennis Ceylans træner, Frank Holm, kan da heller ikke se nogen grund til et nyt møde med englænderen.”Det er der ikke nogen grund til. Dennis vinder jo alle omgangene, så der er ingen tvivl om, hvordan det ville være gået,” sagde Frank Holm.Isaac Lowe har, siden EM-kampen blev annonceret, haft travlt med at sende grimme ord i retning af Dennis Ceylan. Direkte adspurgt benægtede han dog, at han ikke skulle have respekt for mesteren.”Jeg har ikke sagt, at jeg ikke havde respekt for ham. Jeg har bare fortalt idioten, hvad jeg ville gøre ved ham. Hvad fanden skulle jeg ellers gøre? Sætte mig ned og drikke kaffe med ham? Jeg har respekt for ham, for han er en god bokser og regerende europamester,” sagde Isaac Lowe og annoncerede, at han nu vil hjem og æde sig fed, inden han skal i gang med at træne igen.God hjælp fra FuryHvis han er i tvivl om, hvordan man æder sig fed, kan han bare spørge sin fætter, den tidligere verdensmester Tyson Fury. Sværvægtskæmpen var placeret på bænken i omklædningsrummet, og han har brugt tiden siden sejren over Wladimir Klitschko i november 2015 på mere og andet end af rage uklar med diverse antidoping-myndigheder. Tyson Fury er en mand, som har vænnet sig til at spise op, og der skal smides mange kilo, hvis han skal tilbage i en acceptabel kampform.Til gengæld viste den 28-årige kæmpe sig meget nyttig at have ved hånden, da uheldet mellem Ceylan og Lowe skete. Engelske tilskuere er traditionelt lidt vilde i hovederne, og flokken, som fra ringside højlydt heppede på den engelske udfordrer, lod ikke til at ville acceptere beskeden om, at deres favorit ikke skulle have EM-titlen med hjem. Det hjalp dog på det, da Tyson Fury oppe fra ringen med to fingre viste, hvor stort Dennis Ceylans cut var og gav beskeden: ”There is no way he can continue”.To danske debutsejreDen resterende del af stævnet var ikke den vildeste portion boksning, der er blevet serveret i Nordic Fight Night-regi. Dina Thorslund (9-0, 6 KO) vandt EBU-titlen, men rumænske Gabriella Mezei (8-8-2, 4 KO) var en fusentast, der på bare 37 sekunder var blæst ud af ringen. Hun var slet ingen opgave for Dina Thorslund, der snart skal have bedre modstandere i stedet for de lig, hun i alt for mange tilfælde er blevet spist af med.Mikkel Nielsen (3-0, 2 KO) var den bedste af de danske boksere på undercardet. Mikkel Nielsen havde – selvom han havde droppet ”Luftens Helte” som indgangsmelodi – rigeligt med luft til at gå seks omgange, og taktikken denne gang var vist at iføre sig så fjollede bukser, at modstanderen faldt om at grin. Det lykkedes ikke, men heldigvis havde Mikkel Nielsen god held med Plan B, som generelt var en mere klassisk boksetaktik. To gange måtte Flavio Turelli (11-13-2, 1 KO) i gulvet, inden han blev stoppet, og Mikkel Nielsen leverede de hidtil mest lovende takter i profkarrieren.Stævnet bød desuden på to danske debutanter, men ingen af dem imponerede stort. Adam Bashanov (1-0, 0 KO) overbeviste ikke om noget som helst og var på ingen måde imponerende, da han pointbesejrede Janos Varga (20-35-2, 15 KO), og Frederik Hede Jensen (1-0, 1 KO) havde alt for let spil mod Tibor Nadori (9-8-1, 4 KO), der som ventet blev stoppet. Den unge jyde, der blev ualmindeligt rørt over sejren med den ungarske journeyman, er på fast aftale med Sauerland, og der venter masser af arbejde forude for både bokser og promotor, før han har nået toppen. Det er i øvrigt gældende for begge debutanter.Mens Frederik Hede Jensen er mere eller mindre selvskrevet til kommende stævner, er det mere usikkert med Adam Bashanov, der som nævnt ikke har nogen fast aftale med Sauerland. Sådan en må han kæmpe sig til, og det kunne passende ske i et danskeropgør mod Haris Dzindo (2-0, 1 KO), som ligeledes kæmper uden en fast promotor i ryggen. Dzindo har erklæret sig villig til at møde enhver, og for begge boksere må det være et mål at kmme ind i Sauerland-stalden. Vil de det, er det nødvendigt at kunne slå den anden.Forslaget er givet videre til promotor Nisse Sauerland, som svarede stort set samme, som han siger hver eneste gang, han bliver spurgt om en potentiel fight: ”Det kunne bestemt være en spændende kamp.”Nisse Sauerland lovede på vej ud af døren, at der kommer endnu et stævne på dansk grund inden sommerferien. Det bliver angiveligt i enten maj eller juni, og Nisse Sauerland lovede en ”nice surprise” til de danske tilskuere ved den lejlighed.Fotos: KGZ Fougstedt.