Anders Vester, der gør comeback som boksepromotor den 26. marts i Kjellerup, fortæller i et interview med Århus Stiftstidende, at han er bange for, at dansk professionel boksning ikke har den store fremtid.
“For få år siden var der flere danskere, der kunne bokse VM-kampe, men som det ser ud nu, så er der ingen tilbage, og samtidig må de professionelle boksere nærmest hutle sig frem,” siger Anders Vester.
Dansk boksning største navn nogensinde, Mikkel Kessler, er ifølge Anders Vester det eneste trækplaster herhjemme. Men Kessler er slet ikke så god, som mange danskere går og tror, mener Vester.
“Vi dør en langsom død, som det kører lige nu. Hvis man ser på bokserne, så er vi bombet adskillige år tilbage, og vi har i øjeblikket kun Mikkel Kessler, som er hovednavn. Han er en dygtig bokser, men er meget overvurderet herhjemme i Danmark. Og der er næsten ingen promotorer tilbage, og Mogens Palle laver ingen stævner mere, så jeg frygter virkelig, at inden for få år er det slut med professionel boksning,” siger Anders Vester.

