Kim Poulsen fik lov at arbejde hårdt i otte omgange, før sejren over tunesiske Sabir Gasmi var i hus. Den 23-årige dansker virkede ikke til at bokse helt oppe på det niveau, han kan, men han er tilfreds med indsatsen og ikke mindst sejren.
”Jeg er 100 procent tilfreds. Nu har jeg bokset to dårlige kampe, og det er altid rarest at præstere,” siger Kim Poulsen, der senest boksede for tre uger siden i Tyskland, hvor det blev til en pointsejr over Alexey Shorokhov.
Taktikken til lørdagens kamp var at være præcis, så der ikke blev slået en masse overflødige slag. Og den taktik så ud til at skulle lykkes.
”Jeg har trænet i tre uger op til at skulle bokse otte omgange, så jeg kunne ikke lægge et vanvittigt højt tempo. Når jeg slår, skal jeg også ramme,” siger Kim Poulsen, der i de seneste to kampe har slæbt rundt på en skade.
Blot en uge før kampen i Tyskland fik han en alvorlig skade i fingeren, men alligevel valgte han at stille til start. I aftes var højre tommelfinger efter kampen pakket ind i elastikbind, og skaden i fingeren har haft betydning i kampene-
”I kampene kan jeg godt ignorere smerten, men når man sidder i hjørnet gør det ondt,” siger Kim Poulsen, der nu ser frem til at få fingeren i orden inden næste kamp.
”Nu skal den finger bare have ro, og det er der heldigvis masser af tid til,” siger han.