Torben Keller kommer ikke i ringen mere i år. Keller vandt lørdag aften karrierens største sejr, da engelske Bradley Price blev besejret, og det bliver hans sidste kamp i år.
Årsagen er, at Torben Keller undervejs i kampen fik et cut over det ene øje. Det skal have tid til at hele, og desuden har den 26-årige bokser nogle problemer med sine hænder, som han gerne vil have bragt i orden.
“Flængen alene skal have 10-12 uger til at hele i, og så skal jeg have opereret min højre hånd, der er virkelig øm. Jeg havde troet, at det var fikset, men nu skal jeg have det gjort ordentligt. Jeg skal have en snak med Mikkel Kessler om, hvor han fik det ordnet, for jeg kan lige så godt få de rigtige folk til at kigge på det, så det bliver helt i orden,” siger Torben Keller til Nordjyske.
Bradley Price ligger placeret som nr. 20 på EBU-listen, og han var i det hele taget en farlig modstander for danskeren. Men Keller vandt klart, og statistikken viste, at det lykkedes ham at holde englænderen fra at slå så mange slag, som han plejer.
“Min bror er lidt af en statistik-nørd, og han kunne se, at Pryce slog langt mindre pr. omgang, end han normalt ville gøre. Og det tillægger jeg meget mine egne evner. De kan godt mærke, at jeg ikke bare har vat i hænderne. De kan mærke, når de bliver ramt af mig, og ham her har altså gået mod væsentligt større folk, end jeg er,” siger Torben Keller.
Foto: Wende.