Fulderikken, der få sekunder inde i Patrick Nielsens titelkamp mod Charles Adamu forsøgte at være morsom, ramte faktisk mere plet, end han formentlig selv var klar over. Fremmødet i Ballerup Super Arena var bemærkelsesværdigt tyndt, og selv i hovedkampen var det ikke svært at overdøve den overskuelige skare, som valgte at bruge sin lørdag aften på professionel boksning i stedet for rødvin og fjernsyn.Tilskuerne tog opfordrngen op og kom i gang, og det samme gjorde Patrick Nielsen, der med kampens første reelle træffer rystede Adamu og sikrede sig selv chancen for en hurtig sejr. Han fulgte godt op, men den 100-årige ghanesiske Morgan Freeman look a like fandt vejen til at undgå tæv, og dermed blev de sidste 10 af kampens 12 omgange omtrent lige så kedelige som et spil skak i den fjerdebedste lilleputrække for Stubbekøbing og omegn.Patrick Nielsen vandt, og han formåede at gøre det uden at rode sig ud i nogen nævneværdig mængde af roderi og infight. Dermed er det positive om den kamp faktisk sagt.”Jeg følte, at jeg havde overtaget fra start. Det eneste, der gjorde det svært, var, at han ikke ville bokse. Han pakkede sig bare sammen,” lød det fra Patrick Nielsen, der indrømmede, at han var en smule skuffet over, at det ikke lykkedes ham at få stoppet ghaneseren tidligt i kampen, hvor muligheden var til stede.Ceylan imponerede
En af de danske boksere, der måske kan stå foran en væsentlig titelkamp, er Dennis Ceylan (15-0-1, 7 KO). Lørdag aften kom han endnu nærmere toppen i Europa, da han sendte Sergio Prado (14-5-1, 4 KO) retur til Spanien med en bundsolid røvfuld. Faktisk var kampen så ensrettet, at det allerede i 2. omgang lignede en regulær afstraffelse, men spanieren skal have den ros, at han hele tiden forsøgte at kæmpe sig tilbage. Det lykkedes ikke vildt godt, men spanieren faldt med ære, selvom han tabte stort på point.”Jeg gik lidt ned i 6. og 7. omgang, men jeg kom op igen til sidst. Så alt i alt synes jeg, at det var en god kamp,” lød det efterfølgende fra Dennis Ceylan, der mange gange i kampen oplevede, at hans modstander bukkede sig forover og stangede.”Det har jeg prøvet før mod Kirilov. Det er møgirriterende, men der er en kampleder til at styre kampen,” sagde den ubesejrede fjervægter.Kedelige matchningerMens Sergio Prado kan tage hjem med æren i behold, var der andre kampe, hvor der ikke var meget ære at hente. Det gælder kampene mellem Micki Nielsen (18-0, 12 KO) og Ismael Abdoul (56-35-2, 20 KO) samt opgøret mellem Landry Kore (4-0, 1 KO) og Norbert Szekeres (16-42-3, 9 KO). Begge kampe passede glimrende til det referat, der var skrevet allerede ind stævnet: Danskerne vandt samtlige omgange i kampe, hvor der dårligt var et eneste højdepunkt. Det var ganske enkelt dræbende kedeligt, og det er ganske enkelt skidt arbejde af matchmakeren, at man henter sådan nogle modstandere.Nisse Sauerland forklarer det med, at han har et meget stramt budget til Nordic Fight Night-stævne. Aha, javel, ja. Promotoren kan så rigeligt finde penge til at hyre to nummerpiger fra London, og ikke nok med det: Ved samtlige stævner bliver en fyr, der i øvrigt også bor i London, betalt for det hårde job, som det nu engang er at følge dullerne fra deres stol og de cirka to meter hen til ringen. Den tjans er det vist ikke vanskeligt at finde en tilskuer, der vil erklære sig villig til at betale for, så med sådan en prioritering behøver Nisse Sauerland ikke bruge et stramt budget som undskyldning for sine kedelige matchninger.Den slags matchninger er der for mange af på Nordic Fight Night-stævnerne, og derfor er det ikke engang dækkende at sige ”Olaf Schroeder is back!”. Men det er han.Masser af norske smækDer var til gengæld masser af smæk for skillingen i det rent norske opgør i supermellemvægt. Arne Ernstsen (7-1, 3 KO) dominerede de første tre omgange mod landsmanden og den tidligere træningskammerat Tim-Robin Lihaug (13-1, 8 KO), men det fik en ende mod slutningen af 4. omgang. Her endte et venstre hook fra Lihaug direkte på kæben af Ernstsen, der gik ud som et lys.Den 24-årige og hidtil ubesejrede nordmand fik på en eller anden måde kæmpet sig op igen, men stående på vaklende ben og med øjne, der kørte i rundt i hovedet på ham i samme tempo som hormonerne i en teenagedreng, lykkedes det ham ikke at overbevise kampleder Jan Christensen om, at han var klar til at fortsætte. Han skal ellers roses for et udmærket forsøg, men på dette tidspunkt skulle kampen naturligvis stoppes, og det blev den da også.Dermed må Ernstsen vinke farvel til chancen for at blive en mere fast del af Nordic Fight Night-stævnerne, hvilket ellers ville give ham bedre muligheder end nu, hvor hans kampe primært finder sted i Finland hos promotor Pëkka Meki. På en måde lidt ærgerligt, for Arne Ernstsen leverede faktisk en glimrende indsats indtil det øjeblik, hvor han brutalt blev klippet. Hans lange jab generede tydeligvis Lihaug, og efter tre omgange havde Ernstsen da også vundet alle omgangene hos alle tre dommere.Lidt smæk kunne Rashid Kassem (9-0, 5 KO) også levere i sin kamp mod Reynaldo Mora (7-2-1, 4 KO) fra Nicaraqua. Kassem bokser mildt sagt alternativt, og det virker som om, at det for ham tæller som et nederlag, hvis det ikke lykkes ham at få modstanderen i gulvet. Det gjorde det en enkelt gang med Mora, der i 3. omgang blev ramt kontra med et højre kryds til kæben, og det fik blot danskeren til at satse endnu mere offensivt. Underholdende, bevares, men ikke nødvendigvis noget, der giver løfter om en gylden fremtid.Første kamp blev bokset sidstStævnet skulle have været indledt med seks kedelige omgange mellem englænderen Deion Jumah (5-0, 3 KO) og Karel Horejsek (3-3-1, 2 KO). Men den kamp blev aflyst, da Jumah fredag eftermiddag ikke formåede at komme på den aftalte vægt. Midtvejs i stævnet var kampen dog pludselig på plads igen, så i stedet for at bokse først, gik Jumah og Horejsek langt efter klokken alt for sent i ringen for at runde stævnet af. Det blev kampen ikke ret meget mindre kedelig af. Men den varede dog ikke alle seks omgange. I 3. omgang røg tjekken en tur i gulvet, og i den efterfølgende pause gav han op.Nu betyder sommeren formentlig nogle måneder uden professionel boksning. Men meget tyder på, at det næste Nordic Fight Night vil finde sted i løbet af september. Det er i hvert fald her, at Klara Svensson fra ringside fortalte, at hun regner med at bokse sin næste kamp.Foto: Wende.