Mikkel Kessler (46-3, 35 KO) skal ikke deltage i den kommende World Boxing Super Series. Så klar og direkte lyder udmeldingen fra hovedpersonen, som er noget overrasket over, at arrangørerne af turneringen onsdag meldte offentligt ud, at Kessler er tildelt et wild card.
“Jeg er stadig i gang med at bygge en grundform op efter fire års pause, og jeg er slet ikke klar til at møde boksere på højeste niveau. Det vil være uansvarligt af mig at gå ind i den turnering, og som jeg hele tiden har sagt: Det er ikke pengene, der er min motivation,” siger Mikkel Kessler til Jyllands-Posten.
Mikkel Kessler vurderer i stedet, at han vil være i stand til at bokse i oktober eller november, men ikke mod et topnavn.
“Jeg ved ikke, hvem der deltager, og derfor har jeg ikke overblik over mulige modstandere uden for turneringen. Men hvis den er færdig i sommeren 2018, kan jeg have opbygget en form til at møde vinderen senere næste år,” lyder det fra Mikkel Kessler.
Foto: Wende.