Den regerende europamester i letweltervægt, Vinni Skovgaard, har op til sin kamp mod belgiske Diane Schwachofer trænet under den tidligere dobbelte europamester, Dennis Holbæk.
Hvorvidt Dennis Holbæk er en varig løsning som træner, ved Vinni Skovgaard ikke noget om.
”Det har vi ikke snakket så meget om. Det har været meget hektisk op til denne kamp, og det bliver det igen op til den næste kamp,” siger Vinni Skovgaard, der efter planen skal i ringen igen den 15. maj.
Op til sine seneste kampe har Vinni Skovgaard trænet i København under Poul Duvill, men træneren har haft så meget at se til, at de har valgt at gå hver til sit. Bl.a. har Duvill rejst en del sammen med tennisspilleren Caroline Wozniacki.
”Vi ville egentlig gerne fortsætte begge to, men det var mest praktisk, at vi gjorde det sådan,” siger Vinni Skovgaard.
Vinni Skovgaard er regerende europamester, og hun har bokset om to VM-titler i weltervægt. Hun håber, fremtiden kan byde på flere titelkampe, men lige nu ser hun ikke længere frem end de to kampe, hun ved, hun skal bokse.
”Jeg ved ikke hvornår. Lige nu vil jeg bare gerne have det her til at køre på skinner. Jeg har hverken haft fast promotor eller manager i et års tid, så nu skal det lige på plads som det første,” siger Vinni Skovgaard.