mandag, 9. december 2024

21.04 Sauerland overvejer Herning som stamby

Hvis alt går, som promotor Kalle Sauerland håber, vil Sauerland Event arrangere syv såkaldte ”TV 2 Fight Nights” inden sommeren 2011. Det første af slagsen bliver den 15. maj i Herning, og faktisk leger Kalle Sauerland med tanken om, at samtlige TV 2 Fight Nights skal placeres på den jyske hede.

”Ja, det er en idé, vi har, men det er ikke helt sikkert endnu,” siger Kalle Sauerland, der har stor fidus til det midtjyske.

”Jeg tror, dette område er helt perfekt til boksning. Også til mindre boksestævner,” siger promotoren.

Ved stævnet i maj skal både Rudy Markussen, Kim Poulsen, Kasper Bruun, Vinni Skovgaard og Patrick Nielsen i ringen. Hvornår det efterfølgende stævne kommer til at finde sted er endnu ikke på plads, men det bliver formentlig først efter sommerferien.

”Det mest sandsynlige er, at det bliver i september. Vi skal lige have overstået VM i fodbold og sommerferien, og så er vi derhenne,” siger Kalle Sauerland.

Seneste historier