21.04 Kaneldrengen forener titlerne i letmellemvægt

Mexicaneren Saul “Canelo” Alvarez (42-0-1, 30 KO) forenede i nat WBA og WBC-titlerne i letmellemvægt med en sejr over amerikaneren Austin Trout (26-1, 14 KO) i Alamodome i San Antonio, Texas. I fremragende taktisk affære var Austin Trout toneangivende i første halvdel af kampen og virkede på vej til at kunne vinde den på point. Men i begyndelsen af 7. omgang var WBA-mesteren uopmærksom et øjeblik, og det blev straffet med en hurtig lige højre af Saul Alvarez, der sendte ham i gulvet. Den omgang kostede forspringet på de fleste neutrale scorekort. De tre dommere så dog en helt anden kamp. Hos dem var Saul Alvarez, der er hos den arrangerende promotor, Golden Boy Promotions, klart foran på point. Der blev brugt åben scoring og efter 8. omgang stod det 76-75, 78-73 og totalt uforståelige 80-71. Det ødelagde afslutningen på det, der klart var en tæt kamp. I sidste omgang undgik Saul Alvarez yderligere kamp, fordi han vidste, at sejren var sikker, hvis kampen gik tiden ud. Da kampen blev ringet fik mexicaneren WBC-bæltet livet allerede før han blev udråbt til vinder. Dommersedlerne, der på grund af den åbne scoring var en formalitet, lød på 115-112, 116-111 og skandaløse 118-109. Knock-out.dk scorede den som blandt andre The Rings liveopdatering 114-113 til Austin Trout. Med sejren er Saul Alvarez en af kun fem boksere, der har mere end en VM-titel hos de fire store forbund.

Seneste historier