Osama Hadifi (5-0, 5 KO) har gennem sin korte karriere, der udelukkende har givet knockout-sejre i 1. omgang, oplevet, at en del kampe er blevet aflyst eller flyttet. Senest er det en kamp, som skulle have fundet sted i den kommende weekend, der er gået i vasken. Det skyldes sygdom hos den danske letweltervægter.
“Jeg skulle have bokset en kamp i Stockholm, men det stævne blev aflyst. Så var det meningen, jeg skulle bokse den 23. marts, men jeg lå syg med influenza for to uger siden, så den kamp aflyste jeg selv,” siger Osama Hadifi.
27-årige Osama Hadifi var senest i ringen kort før nytår, men han regner med, at han snart kan vende tilbage.
“Jeg regner med, at jeg skal bokse den 13. april,” siger han.
Osama Hadifi har ikke nogen fast aftale med nogen promotor eller manager. Han fungerer som freelancer, men han er knyttet til den tyske matchmaker og promotor Mario Pokowietz. Derfor tror han også på, at der ligger masser af kampe og venter i fremtiden.
“Det plejer at være sikkert med kampe, når jeg samarbejder med Pokowietz. Jeg har bare været uheldig med sygdom. Ellers skulle jeg have været i Nürnberg i dag,” siger Osama Hadifi.
Foto: Boxfotograf.de.