At Mikkel Kesslers overmand fra 2009, André Ward, ikke er det store trækplaster i sit hjemland, er ikke noget nyt. Når han samtidig ikke er meget for at forlade sine vante omgivelser, når han skal bokse, kan gøre det vanskeligt at arrangere en kamp med ham som den ene part.
Mikkel Kesslers træner, Jimmy Montoya, tror da heller ikke på en ny kamp mellem de to. Det har Ward ingen interesse i, mener træneren, der synes, at kampen ville virke mest logisk på dansk grund.
“I København ville kampen i det mindste kunne trække vanvittigt mange tilskuere. I USA er der ingen, der gider se Ward. Om han så var dyppet i honning, ville ikke engang sommerfuglene flyve hans vej,” siger Jimmy Montoya til Ekstra Bladet.
Træneren håber på muligheden for et møde på neutral grund, og så garanterer han, at Kessler vil hævne karrierens andet nederlag.
“Vil et Kessler-Ward-møde på neutral grund være realistisk i fremtiden? Ja, hvis man kan få stablet kampen på benene et eller andet mærkeligt sted uden for Oakland, så er det realistisk, og samtidig vil jeg gerne garantere samtlige danskere et fuldstændigt anderledes resultat, end da de mødtes i 2009,” siger Jimmy Montoya.
Foto: Wende.