Kim Poulsen kan stå foran en titelkamp mod tyskeren Rico Müller.
Det har hele tiden været planen, at Kim Poulsen i tilfælde af, at han slipper godt fra sin kamp i Østrig om fire uger, skal bokse en titelkamp. Og det kan altså meget vel blive mod den 25-årige Rico Müller (16-1-1, 11 KO).
En kamp, der i givet fald skal finde sted den 31. maj i den tyske hovedstad Berlin og gælde Rico Müllers IBO I/C-titel.
Rico Müller skulle egentlig efter planen have bokset en uge tidligere i Eberswalde, men det har været nødvendigt at flytte stævnet, da arenaen ikke var ledig på den pågældende dag.
Stævnets matchmaker, Mario Pokowietz, fortæller, at Kim Poulsen har accepteret hans tilbud om kampen. Også Kim Poulsen bekræfter, at det er en IBO I/C-titelkamp mod Müller, der bliver arbejdet mod, og han regner bestemt med, at det er en modstander, han kan besejre.
“Det er en nem kamp. Jeg har set mange kampe med ham, og han er ikke god,” siger Kim Poulsen.
Men selv, hvis det skulle kikse på udebane i Tyskland, er den 27-årige dansker overbevist om, at han nok skal få held med at vinde en titel i år.
“Uanset hvad bokser jeg om WBF-titlen senere på året. Så planen er, at jeg bokser 22. marts i Østrig, 31. maj i Berlin og så to kampe efter sommer,” siger Kim Poulsen.
Det vil i løbet af den kommende uges tid blive offentliggjort, hvem Kim Poulsen skal møde den 22. marts.
Foto: Wende.