Nordmanden Geir Inge Jørgensen er blevet tilbudt at stå i modsatte ringhjørne, når Tommi Schmidt den 19. marts skal bokse om GBC-titlen ved Robert Larsen og Mario Pokowietz’ stævne i RIbe.
“Det er rigtigt, at jeg har fået et tilbud om at bokse mod Tommi Schmidt i en titelkamp. Det er ikke helt på plads endnu, men jeg håber, tingene snart vil falde på plads. I’m ready,” fortæller Geir Inge Jørgensen til knock-out.dk.
Den 32-årige nordmand har bokset 29 professionelle kampe med 27 sejre og to nederlag. Han boksede senest i november 2009, hvor han tabte en tæt afgørelse til Slawomir Ziemlewicz. Det nederlag ønsker han at revanchere.
“Jeg har ikke bokset i lang tid, så jeg glæder mig virkelig til at komme i kamp igen,” siger Geir Inge Jørgensen.
Tommi Schmidt, der ligeledes er 32 år, har en rekordliste, der tæller seks sejre og tre nederlag. Han vendte i januar tilbage til ringen efter næsten 10 års fravær, da han i Belgien blev stoppet i en WBF-titelkamp mod Hedi Slamini.