Dina Thorslund (8-0, 5 KO) gav i en fyldt Struer Arena hjemmepublikummet, hvad det kom efter: En sejr. Endnu federe kunne det dog have været, hvis Xenia Jornaec (7-2, 2 KO) var blevet sendt på halen, men så godt gik det altså heller ikke. Til gengæld var Dina Thorslund suveræn gennem alle 10 omgange og vandt stort og sikkert på point og sikrede sig dermed WBC’s ungdomstitel i superbantamvægt.
Der var en enorm opbakning til den lokale helt Thorslund. Ikke siden Mikkel Kesslers dage har en dansk bokser oplevet en så massiv opbakning som den, en stopfyldt arena i Struer gav til Dina Thorslund.
Det kvitterede hun for ved at lægge aggressivt og sætte rumæneren under pres med massevis af slag. Det formåede Jornaec dog at komme igennem, og selvom hun 2. omgang i et enkelt øjeblik virkede rystet, kom hun aldrig for alvor på hælene.
Fra det rumænske hjørne blev der flittigt råbt, at Jornaec skulle bruge sin lige venstre. Det forsøgte hun på i 4. omgang, men kort efter var hun blevet straffet hårdt og effektivt af flere direkte og rene træffere.
Midtvejs i kampen var tempoet allerede gået ned – og godt for det. Men når Dina Thorslund igen fik sat en serie sammen og truffet Jornaec med en serie, var en fyldt Struer Arena igen på stikkerne.
Offensivt var der ikke specielt meget krudt i rumæneren, men hun var dog så tilpas god, at hun undgik at blive helt udklasseret.
Selvom blodet løb ud af tuden på den 23-årige rumæner med bopælen i det sydlige Tyskland, og selvom kampen var relativt ensidig, virkede Dina Thorslund ikke på noget tidspunkt for alvor tæt på at gøre det forbi. Jornaec var trods alt god nok til at undgå de værste øretæver, men i nærheden af at vinde kom hun ikke på nogen måde.
En vild offensiv i sidste omgang var tæt på at afgøre slaget før tid, men Jornaec formåede at stå imod og gå tiden ud. Der var dog ikke den fjerneste tvivl om den danske sejr, som lød på 100-90 hos alle tre dommere.
Foto: Wende.