Abdul Khattab (15-1, 4 KO) kommer på en opgave, der kan minde om en vaskeægte eksamen, når han ved Nordic Fight Night den 21. januar skal i ringen mod tysk-armeneren Arman Torosyan (17-3-1, 14 KO) i en kamp over otte omgange.
Torosyan har, som rekordlisten antyder, masser af krudt i næverne. Det kan to andre danskere snakke med om, for både Reda Zam Zam og Torben Keller er blevet stoppet af Torosyan – og for begge danske boksere blev det deres sidste optræden i ringen.
Khattab erkender da også, at han kommer til at stå foran sin klart sværeste modstander hidtil.
“Jeg glæder mig til at vise, hvor god jeg er, mod en god modstander. Arman er stærk, og han slår hårdt, og han har vundet over to danskere før, så han bliver nok den hårdeste modstander, jeg har mødt,” siger Abdul Khattab ifølge en pressemeddelelse.
At Torosyan to gange tidligere har slukket lyset for danskere, og at Keller – der må betegnes som en noget mere talentfuld bokser end Khattab – blev slået ned tre gange allerede i 1. omgang, bekymrer ikke danskeren.
“Torben Keller var uheldig og blev ramt. Det kan ske, men det sker ikke for mig. Arman får ikke lov at ramme mig. Jeg lover, at det ikke sker,” siger Abdul Khattab.
Foto: Wende.