20.11 Skandalesejr til Kasper Bruun

Kasper Bruun (7-0, 2 KO) sluttede stævnet i Herning af med at få en direkte skandaløs sejr forærende mod italienske Massimiliano Chiofalo (11-3-2, 1 KO). Til trods for en klar italiensk dominans i størstedelen af kampen fik danskeren en majority-decision.

Første omgang var en lidt tam oven på Rudy Markussen og Patrick Nielsens underholdende kampe. Kasper Bruun prøvede på at etablere jabbet, men han havde svært mod sin kortere og huggende modstander. En omgang der syntes at lande syd for alperne. I anden omgang gik det lidt bedre for Kasper Bruun som han vandt knebent uden at imponere. Tredje omgang var mere rodet, men Kasper Bruun var ikke aktiv nok, og på dommersedlerne burde udebanebokseren vinde. Fjerde omgang tippede til dansk fordel, da Kasper Bruun lykkedes bedre med sit jab og varierede bedre med højrehånden. I femte omgang var det meget lige. Danskeren ramte renest, mens italieneren var mere aktiv og uren. En omgang, der kunne gå begge veje.

Dybe slag var kodeordet i begyndelsen af sjette omgang. Kasper Bruun tog mod række slag til kroppen, og det blev ikke bedre, da han senere i omgangen blev ramt rent til hovedet. Det var en stor omgang til italieneren, men værre var danskerens attitude. Klart ramt virkede han lettere opgivende og tilfreds med at undgå at blive ramt.

Italieneren begyndte syvende omgang med samme aggressivitet som i sjette. Selvom Kasper Bruun landede en flot uppercut, så var det igen italieneren, der kom bedst ud af omgangen. Danskerens jab var simpelthen ikke stærkt nok til at holde den lille italiener væk. I slutningen af omgangen var danskeren rystet og tæt på at gå i gulvet. Ottende omgang fortsatte i samme mønster, og danskeren virkede uinteresseret i kampen i de sidste sekunder af omgangen. Tre klare omgange til italieneren til sidst, og publikum jublede da heller ikke, da kampen var færdig.

Hans Larsen: 77-75 Jan Christensen: 78-74 Berit Andreasen: 76-76. Knock-out.dk: 75-78 til italieneren.

Kun Berit Andreasens scorecard virkede inden for det rimelige, mens 78-74 var totalt uforståeligt. Per Åke Persson scorede kampen 79-74 til italieneren i en kamp, der må få Kasper Bruun til at tage sin boksning op til kraftig overvejelse.

Seneste historier