Micki Nielsen (22-0, 14 KO) kommer lørdag aften på en særdeles vanskelig opgave, når han på udebane i Sydafrika møder 24-årige Kevin Lerena (15-1, 8 KO).
En, som kender de to boksere bedre end de fleste, er en anden sydafrikaner, Johnny Mueller. Han har nemlig i sine to seneste kampe mødt Lerena og Nielsen – og tabt til dem begge.
“For mig har Micki været den hårdeste modstander. Han slår meget hårdt. Han brækkede min kæbe i anden runde, og jeg var nødt til at fortsætte i de resterende runder med en brækket kæbe. Han går konstant fremad og er meget stærk,” siger Johnny Mueller, som også er årsag til Kevin Lerenas hidtil eneste nederlag som professionel, ifølge en pressemeddelelse.
Kampen er finalen i den såkaldte Super 4-turnering. En turnering, der ikke har bragt Micki Nielsen specielt meget i spalterne i de danske medier, og det er derfor værd at se frem til, at han uanset udfaldet af lørdagens kamp igen vender hjem som hovedkæmper på Nordic Fight Night-stævnerne.
Først skal han dog forbi Kevin Lerena, og det kan ifølge Johnny Mueller blive en vanskelig opgave.
“De er begge rigtig dygtige boksere. Micki er en meget stærk bokser, mens Kevin er mere teknisk. Jeg tror, at det bliver en fantastisk kamp, og det bliver en meget hård kamp for dem begge to. De ser begge ud til at være i god form, og de vil gøre alt for at vinde,” siger Johnny Mueller.
Kevin Lerena optrådte i marts 2015 på et Nordic Fight Night-stævne i Ballerup, hvor han pointbesejrede den ukrianske journeyman Igor Pylypenko.