tirsdag, 13. maj 2025

20.10 Det er ham på hjemmebane, der vinder…

At være på hjemmebane er altid en fordel. I professionel boksning er det da også en kendt sag, at bokseren på hjemmebane af forskellige årsager ofte fører med et bette point, når kampen begynder. Den regel – der heldigvis slet ikke eksisterer – kan have virket en anelse forvirrende ved lørdagens Nordic Fight Night-stævne i Kolding. Her var det nemlig i flere tilfælde ganske vanskeligt at finde ud af, hvem der var på hjemmebane.Erik Skoglund har gennem hele sin karriere bokset på hjemmebane i Danmark. Denne gang, hvor han for første gang boksede om en titel, stod han over for en dansker, og det var noget, som den 22-årige svensker efterfølgende måtte erkende, at han godt kunne mærke.”Det betyder meget i forhold til publikum. Selvom jeg har mange tilskuere med fra Sverige, så kunne jeg høre, at han havde en stor opbakning. Det skal han også have, for han er en god bokser og en god fyr,” sagde Erik Skoglund, der netop havde været igennem 12 hårde omgange i kampen om EBU’s EU-titel i letsværvægt.Med promotoren i ryggen må svenskeren dog alligevel være at betegne som hjemmebanebokseren, selvom det danske heppekor var større end det svenske. Det var dog ikke kun derfor, han løb med sejren. Det gjorde han, fordi han i 11 ud af de 12 omgange boksede sin 19 år ældre modstander perfekt. Han scorede flot med både jabs, uppercuts og lige stød, og når Mock kom brusende fremad, sørgede den hurtigere og mere bevægelige svensker for at tage benene på nakken.Kun i 3. omgang var Skoglund i problemer. Men her var det til gengæld også ved at gå helt galt. Med en højre sendte Mock sin unge modstander ud i tovene, og der blev talt over ham. Resten af omgangen var ren overlevelse for Skoglund, men allerede i den efterfølgende omgang var svenskeren tilbage i den styrende rolle. Her blev han kampen ud, og det var derfor helt fortjent, at Skoglund fik sejren med henholdsvis fire, syv og otte point.For Lolenga Mock var nederlaget langt fra det første, men den 41-årige bokser med de congolesiske rødder bør klart overveje grundigt, hvorvidt karrieren skal fortsætte. Det tunge fysiske pres og de mange slag, der tidligere har været hans varemærke, var ikke at se. Når Mock lagde an til et angreb, kunne man næsten nå at sende et brev til Erik Skoglund og advare ham med det, og brevet ville nå frem, før slaget landede. Så langsom var Lolenga Mock, og han lignede i det hele taget en bokser, der fortjener betegnelsen shot. Det er en beskrivelse, hans manager, Mogens Palle, er enig i.”Jeg har også sagt til ham, at han skal holde op, men nogle af dem, der er rundt omkring ham, mener åbenbart, han skal blive ved,” siger Mogens Palle.Poulsen sejrede i rent dansk opgørI et rent dansk opgør kunne man tro, at det også ville være svært at se, hvem der var på hjemmebane, men Puriya Haidari har nok følt sig en anelse på udebane mod Kim Poulsen. 28-årige Puriya Haidari er født i Kuwait af en iransk mor og en irakisk far, og han har i dag intet statsborgerskab. Han har heller ikke nogen fast promotor, og derfor måtte han stille op mod Kim Poulsen, der for en stund igen var kommet ind i varmen hos Sauerland. Om det var et forsøg på at please den tyske arrangør, at Haidari entrerede arenaen til tyrolermusik skal være usagt, men i så fald har virkningen næppe været imponerende. Til de alternative toner og bag et par ret smidige fyre kom Puriya Haidari ind i arenaen iført en hat, der faktisk er ret sej, hvis man altså samtidig er iført Lederhosen og til tonerne af DJ Ötzi er i fuld gang med at bælle en fadøl i størrelse han-køn.Om nogle af de to boksere igen kommer det ved et Sauerland-stævne, er et åbent spørgsmål. For nok vandt Kim Poulsen overbevisende alle otte omgange mod Haidari, og nok viste han rigtig flot teknisk boksning. Men den gennemsnitlige tilskuer, der har fået et par pilsnere inden for vesten, vil nok – med en vis form for rette – betegne hans meget teknisk anlagte boksestil som temmelig kedelig, og den slags skal tages seriøst. Tilfredsheden stod heller ikke malet i hovedet på hverken promotor Nisse Sauerland eller matchmaker Hagen Döring efter den sikre sejr.Yigit måtte nøjes med uafgjortDet gjorde den bestemt heller ikke på Anthony Yigit, da han kom ned fra ringen efter sin kamp mod britiske Tony Pace. Den 22-årige svensker, der har vist fornemme takter i sine fem hidtidige kampe, måtte yderst skuffende nøjes med uafgjort mod den walisiske journeyman. Yigit har i sine første fem profkampe vist store tekniske kvaliteter, men han har til gengæld savnet lidt punch i næverne. Begge dele kom til udtryk endnu engang, da Yigit i de første omgange viste store prøver på sine kvaliteter.Den manglende slagkraft gjorde desværre, at den unge svensker ikke fik sat sig i respekt, og dermed kunne Tony Pace, der faktisk har tabt flere kampe, end han har vundet, mod slutningen af kampen skrue op for blusset. Set fra ringside lignede det umiddelbart en svensk sejr, men to af de tre dommere dømte kampen uafgjort.”Jeg føler, at jeg vandt. Men i sidste ende er det dommerne, der bestemmer. Det betyder desværre ikke så meget, hvad jeg mener, det handler om at gøre dommerne glade,” lød det efterfølgende fra en skuffet Anthony Yigit, der med denne afgørelse bestemt ikke kan prale af hjælpende hjemmebanedommere.Det kan Shahriyar Weissi heller ikke. Han er noget så sjældent som en dansk bokser med negativ rekordliste, for lørdag aften tabte han for anden gang i tre profkampe. Det skete, da norske Alexander Hagen efter fire omgange fik sejren med alle tre dommerstemmer.”Det var helt fantastisk. Jeg vidste, at det ville blive en meget hård kamp, når jeg skulle møde en dansker i Danmark og have publikum mod mig. Så det er fantastisk at vinde,” sagde Alexander Hagen, som dermed undlod at bemærke, at det var ham, der var placeret i det hjørne, som tilhørte hjemmebanebokseren.Men okay, det var Erik Skoglund også. Og når stævnet var i Kolding, var det selvfølgelig danskeren, der var på hjemmebane…Foto: Wende.

Seneste historier