Det er længe siden, at en ung, dansk nyprof har indeholdt så meget boksetalent som Ali Mohamed (2-0, 1 KO). Den blot 19-årige fjervægter boksede fredag sin anden kamp med bar overkrop, og den slap han meget fornuftigt fra. Luis Espinosa (1-5-2, 0 KO) blev offer for en særdeles hurtig og bevægelig dansker, der allerede i kampens åbningsomgang var tæt på at afslutte opgøret.En bizar episode i 5. omgang, hvor spanieren øjensynligt fik voldsomme knæsmerter, som pudsigt nok forsvandt i netop det øjeblik, han opdagede, at kamplederen havde til hensigt at afbryde kampen, var tæt på at afslutte opgøret før tid. Ali Mohamed måtte dog i sidste ende gå seks omgange, og i løbet af de omgange fik han vist, at han er et af de absolut største talenter i dansk profboksning.Det er hans fætter, Mohamed Adel (3-0, 1 KO), sådan set også. Adel beskadigede i 4. omgang sin hånd, og det kunne være en god forklaring på, hvorfor han mod slutningen af kampen boksede, som han gjorde. Selvom José Manuel Lopez Clavero (9-7-1, 2 KO) såmænd var en ganske udmærket modstander, var han samtidig en mand, som Mohamed Adel burde have domineret helt anderledes suverænt.Den 23-årige århusianer, der er hoppet en vægtklasse ned til letmellemvægt, brugte det meste af kampen på at undvige sin modstander, flytte sig og bokse kontra. Det gjorde han til mere eller mindre perfektion, men mod en modstander som denne sidder man som tilskuer og forventer lidt mere. Sådan en mand burde Adel kunne dominere fysisk og ganske enkelt vade hen over.Håndskaden, som angiveligt opstod i 4. omgang, er en god forklaring på Adels vel rigeligt bevægelige boksning i kampens sidste omgange. Forhåbentlig er skaden ikke slem – og forhåbentlig vil Mohamed Adel fremadrettet kunne sætte sine modstandere under et mere fysisk pres, end det har været tilfældet i hans hidtidige kampe, hvor stilen fra amatørrækkerne er blevet taget med over som professionel.Blandede sværvægterePå stævnet var der annonceret fire kampe i kongeklassen, sværvægt. Boksernes vægt viste dog, at tre ud af de fire kampe reelt stod mellem cruiservægtere, som blot ikke havde barberet de sidste hundrede gram af kroppen inden den officielle indvejning. Kampen mellem Pierre Madsen (3-0, 2 KO) og georgiske Shalva Jomardashvil (47-17-2, 35 KO) var dog en ægte sværvægtskamp, om end en temmelig spøjs en af slagsen.Jomardashvili bokede for seks år og 42 kilo siden i mellemvægt. I den vægtklasse var han en ganske udmærket bokser, og i 1. omgang af opgøret mod Pierre Madsen viste han da også et par eksempler på, at han faktisk godt kan finde ud af at bokse. Problemet er bare, at manden under ingen omstændigheder hører til i noget, der blot minder om sværvægt. Faktisk var Jomardashvili så tyk, at tankerne blev ledt hen på et badedyr, hvor tænd-knappen på den kompressor, som skulle puste den op, havde sat sig fast. Hans bukser var tydeligvis medbragt hele vejen fra mellemvægt, så de var lige så stramme som det græske statsbudget. Det var derfor helt igennem logisk, at Pierre Madsen allerede i 2. omgang kunne afslutte opgøret.Defensiven skal forbedresPierre Madsen har sammen med Tobias Sørig forberedt sig med den rutinerede amerikaner Sherman Williams, der har fungeret som både træner og sparringspartner. Williams var efter Pierre Madsens tredje sejr ud af lige så mange mulige ikke i tvivl om, hvor den danske sværvægter skal forbedre sig, hvis han vil gøre sig forhåbninger om at nå langt.”Da Mogens Palle bad mig komme herover, sagde han, at han havde et par stærke fyre, som gerne ville slås. Da jeg kom herover, sparrede jeg med Pierre Madsen, og jeg kunne det samme mærke, at han ingen defensiv havde. Så vi har trænet på, at han skal bokse smart. Hvis du ikke kan bokse smart, får du ikke nogen lang karriere,” lød det efterfølgende fra Sherman Williams, der også fra andre kilder end sin egen sparring fik bekræftet, at det er de defensive ting, som 26-årige Pierre Madsen skal forbedre.”Jeg så hans seneste kamp, og hans defensiv var forfærdelig. Ja, han viste, at han har en god kæbe, men hvis du tager imod så mange hårde slag, så får du ikke nogen lang karriere. Han har en fantastisk power, men jeg vil have, at han skal bruge den uden at få slag tilbage,” sagde Sherman Williams.For den 43-årge amerikaners anden elev, Tobias Sørig (3-0-1, 1 KO), forløb aftenen bittert, da opgøret mod georgiske Giorgi Tevdorashvili (26-19-4, 16 KO) blev stoppet i 2. omgang. Et sammenstød med hovederne førte til, at Sørig fik et cut, så kampen ikke kunne fortsætte. Den blev derfor dømt teknisk uafgjort.”Jeg var lige ved at få etableret mit jab, og jeg følte, at han allerede i 2. omgang begyndte at trække tungt efter vejret. Så det er bare ærgerligt, at jeg ikke fik lov at vise noget mere,” lød det efterfølgende fra en meget fattet Tobias Sørig, der ikke var helt uforberedt på, at hans modstander kunne være farlig med hovedet.”Han har gjort det før i andre kampe, hvor han er løbet ind i folk med hovedet først. Det gik jo fint for ham, men heldigvis vandt han ikke på det,” sagde Tobias Sørig.De to sidste af de annoncerede sværvægtere, Kasper Fruensgaard (1-0-1, 0 KO) og Morten Fruensgaard (2-0, 1 KO), vandt begge pointsejre efter fem års fravær fra ringen. Set i det perspektiv var de naturligt nok temmelig rustne at se på. Derfor er det ikke helt rimeligt at fælde dom over dem på baggrund af disse kampe, selvom ingen af dem imponerede i stor stil.Der manglede lidt actionMogens Palle havde på forhånd proklameret, at det var et stævne med velmatchede kampe, han serverede. Det havde han langt hen ad vejen ret i. Både Andreas Lynggaard (4-0, 0 KO), Lolenga Mock (36-14-1, 13 KO), Daniel Heinze (4-0, 1 KO) og Jonas Madsen (5-0, 0 KO) vandt pointsejre over særdeles fornuftige modstandere.De velmatchede kampe havde dog den hage, at stævnet ikke havde meget action og dramatik. Ikke mange boksere røg på bagdelen, og det er jo noget af det, som publikum elsker. Ak ja – indrømmet – det er ikke spor let at være matchmaker, men det er Mogens Palle vist heller aldrig blevet lovet. Denne gang var det kun Pierre Madsen og Jeppe Morell (4-0, 2 KO), der, helt som ventet, sendte deres modstandere ned og vandt før tid.Alt i alt var stævnet et opbygningsstævne. Det har alle de hidtidige Danish Fight Night-stævner været, og det vil de stadig være i det næste års tid. Vi fik denne gang set, at Ali Mohamed (2-0, 1 KO) er et kæmpetalent, der med den rette træning, matctmaking og indstilling kan nå rigtigt langt. Vi fik set, at Jeppe Morell, Jonas Madsen, Daniel Heinze og Mohamed Adel er meget interessante at følge, men vi fik også set en del mangler hos Andreas Lynggaard og brødrene Fruensgaard.Og så fik vi endnu en gang set, at georgiske modstandere altså ikke er toppen af poppen.

