Abdul Khattab (11-1, 3 KO) skal den 12. september, når der er Nordic Fight Night i Arena Nord i Frederikshavn, forsøge at komme tilbage på vindersporet, efter han i maj led karrierens første nederlag.
Danskerens modstander bliver den 22-årige ungarer Istvan Kiss (20-19, 10 KO). En østeuropæisk journeyman af den slags, der møder lig hjemme i træningslokalet for at puste rekordlisten op på et niveau, så han kan sælges som modstander uden for hjemlandet. Her taber han til gengæld altid – og det ganske effektivt.
“Jeg kan ikke vente med at komme i ringen. Jeg har haft en god, lang ferie og kan ikke vente med at komme tilbage,” siger Abdul Khattab ifølge en pressemeddelelse.
Khattab led i maj et forsmædeligt nederlag, da han i 5. omgang blev stoppet af franskmanden Howard Cospolite. På dette tidspunkt i kampen var Khattab totalt tør for kræfter og ude af stand til at svare igen på franskmandens angreb. Måden, han tabte på, gav bekymringer, og danskeren er siden blevet grundigt undersøgt.
“Jeg fik taget nogle blodprøver, lavet en hjerteundersøgelse, og min kost blev undersøgt, men intet har vist mig noget bekymrende. Jeg har ingen god forklaring på, hvorfor jeg løb tør for kræfter,” siger Abdul Khattab.
Foto: Wende.