Charles Adamu (23-6, 17 KO) er på udebane, når han i aften udfordrer Patrick Nielsen (25-1, 12 KO) om WBA int’l titlen i supermellemvægt. Men det er den 37-årige ghaneser vant til at være.
Adamu er en rutineret bokser, der har været i ringen med mange af de store. Hver gang er det sket på udebane, og derfor tror han på, at han i aften har chancen for at overraske den danske hjemmebanefavorit.
“Jeg takker Gud for, at jeg har fået muligheden for at udfordre så mange store boksere. Jeg har bokset om mange titler, og nu står jeg her igen, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for at vinde over Patrick. Jeg er her for at vinde, og jeg tror på, at jeg kan stoppe Patrick før tid,” siger Charles Adamu til Ekstra Bladet.
Livet som omrejsende bokser er ikke altid lige let, og Charles Adamu havde gerne set, at det havde forholdt sig anderledes.
“Jeg er ikke altid lige tilfreds med mit liv, hvor jeg er nødt til at rejse rundt. Men jeg er afhængig af det for at få nogle gode kampe,” siger han.
Foto: Wende.