20.05 Kessler overvandt chockstart

Det lignede et mareridt, da Mikkel Kessler i 1. omgang i sin kamp mod amerikanske Allan Green lå og rodede rundt på kanvassen.Amerikaneren havde haft held med at plante sin højre på den danske kæbe, og Mikkel Kessler måtte derfor for første gang i karrieren finde sig i, at kamplederen talte over ham.Det lykkedes dog hurtigt Mikkel Kessler at komme sig over chokket, og allerede i 2. omgang var han tilbage i sin vanlige “Ricard Olsen-stil”, hvor han på afstand satte massevis af jabs ind på modstanderen, der ikke havde held med at komme ind med pointgivende slag.Årsagen til den dårlige start skal i høj grad findes i, at Mikkel Kessler var meget offensiv i sin boksning. Flere gange måtte Kessler tage imod træffere, og det skete som oftest, når Kessler havde forsøgt at sende sin højre afsted – så kom en kontra retur og ramte ham.I 2. omgang ændrede Kessler taktikken tilbage til det, han tidligere i karrieren har haft meget stor succes med. Højrehånden blev kun meget få gange sendt af sted, og jabbet begyndte at køre. Serier var der heller ikke mange af, men til gengæld blev Green effektivt kontrolleret på afstand. Når kampen kørte på denne måde, var Mikkel Kessler boksemæssigt amerikaneren overlegen.Allan Green havde igen i aften en dårlig vane med at tabe sin højre parade, når han sendte sit eget venstre jab af sted. Det havde Kessler-lejren luret, og danskeren slog derfor flere gange effektive og hårde venstre hooks hen over paraden med direkte adresse til kæben.I 3. omgang blev der skruet mere op for tempoet, og Allan Green begyndte at virke presset. Kessler var nu helt over gulvturen i 1. omgang, og den efterfølgende omgang skulle vise sig at blive den sidste. Og det blev netop det venstre hook, som blev placeret hen over paraden, som blev afgørende.Igen tabte Green paraden – og uden varsel smaskede Kessler sin venstre på kæben af ham. Green faldt som et fældet træ, og kampleder Ian John Lewis fra England vinkede resolut kampen af uden at tælle over amerikaneren.Dermed kan Mikkel Kessler (45-2, 34 KO) nu kalde sig indehaver af den obskure og absolut overflødige WBC Silver-titel i letsværvægt.

Seneste historier