Fire unge og forholdsvis uprøvede letsværvægtere tørner lørdag den 13. april sammen i to kampe, når der er Nordic Fight Night i Frederikshavn.
Danske Kristoffer Storm (1-0, 0 KO) skal i ringen mod norske Simen Smaadal (4-0, 2 KO), og desuden bliver der et rent norsk opgør mellem Tim-Robin Lihaug (3-0, 2 KO) og Alexander Hagen (2-0, 0 KO).
Især det rent norske opgør er i mange medier blevet udråbt som en “vind eller forsvind”-kamp. Så firkantet vil promotor Nisse Sauerland dog ikke formulere det.
“Jeg vil ikke sige, at det er vind eller forsvind, men vinderen har naturligvis en god mulighed for en lang kontrakt,” siger Nisse Sauerland til adressa.no.
Promotoren forudser en helt jævnbyrdig kamp mellem de to nordmænd.
“Det er en 50-50-kamp. Tim-Robin er en meget god bokser, og jeg forventer en tæt kamp. Men han skal passe på og ikke undervurdere Alexander Hagen,” siger Nisse Sauerland.
Foto: Wende.