En beretning af “New Busser” fra vores debatforum.
Ken Norton er død. At han var ældet, fremgik klart af de seneste fotos. Alligevel blev jeg temmelig chokeret over den sørgelige nyhed. Den 1. april 1973 strejkede aviserne i Danmark. Mit idol, Ali var på vej tilbage efter nederlaget i 1971 til Joe Frazier og boksede næsten på en månedlig basis mod velrenomerede navne – Patterson, Querry, Chuvalo, Bob Foster, Mac Foster, Jimmy Ellis og han havde sågar været på et par stopovers i Europa, hvor den totalt ukendte Jurgen BLin havde fået en chance for en plads i boksehistorien. Formiddagsbladene bragte rapportagerne og ind imellem var jeg så heldig, at jeg på Lolland hos min onkel kunne se Ali direkte på tysk TV. Men aviserne strejkede, og ukendte Norton havde bokset mod Ali i San Diego. Norton havde tjent sine bedste hyrer som Joe Fraziers sparringspartner. Han havde været anset for et talent, ind til han i 1970 tabte på KO til Cubaneren Jose Louis Garcia. Jeg havde læst om ham i Boxing Illustrated, hvor han fortalte, hvor svært det var at tjene til føden på boksning. Jeg havde aldrig set ham bokse, men tænkte, at en mand, der havde tabt til Garcia, næppe kunne true mit idol. Det måtte være en aprilsnar, da min klassekammerat Jan overbragte mig resultatet. Ja, Ali havde fået tæsk i nat og havde brækket kæben. Gunnar Nu havde ikke rapporteret om noget nederlag i morgenradioavisen, så den gik jeg ikke på. Den eneste avis, der var på gaden den 1. april 1973 var Information, der ikke bragte sportnyheder. Men ikke desto mindre stod det i antisportsavisen, at Ali havde tabt. Aktuelt den 2. april bragte det atypiske billede af Ali trængt op i ringhjørnet, skjult bag dobbeltparader, ansigtet forvredet is merte. Vinklen afslørede en rulle flæsk omkring Alis talje. Og Norton, en totalt toptrimmet krop. Som en krigerstatue. Højrehånden på vej gennem Ali´s parader. Overarmsmusklen spændt, muskler, sener, knogler. Han så uhyggelig ud og samtidig udtrålede hans ansigt en ro og en selvsikkerhed i kontrast til Ali´s udtryk af smerte. Norton var inde i zonen – Ali var i panik. Norton vandt, split decison, men han var den bedste mand i den kamp. Ali har aldrig påstået andet. Den brækkede kæbe var Angelo Dunde´s forklaring på nederlaget. Men Norton var bedre, strategien var lagt af Eddie Futch. Jab med jabberen og lefthook. Pres Ali udenom og rammer lefthooket ikke, så affyr overhandrighten. Det virkede. Norton mødte Ali to gange mere. I revanchekampen et halvt år senere, var Ali i sit livs form. En snæver split decision til Ali. Norton tabte den kamp. Og endelig VM-kampen i 1976 på Yankee Stadion, hvor Ali fik sejren foræret. Norton var den friskeste og Ali vandt ikke den kamp. Uafgjort havde været OK. Men Norton var bedst gennem det meste af kampen. Mens Ali stjal omgangene, vandt Norton sine. Det var svært at argumentere for retfærdigheden i Alis sejr. Jeg så kampen i direkte transmission i Hammersmith Odeon i London og genså den dagen efter samme sted. Norton accepterede sin skæbne. Han var aldrig bitter. Han vidste, at Ali havde skaffet ham et navn, at uden Ali var han formentlig aldrig kommet i nærheden af de mange hundredetusinde dollars, som han tjente og brugte. Sideløbende med boksekarrieren tjente han en skilling som skuespiller. Han havde et talent for skuespil (modsat Ali) og så godt ud (næsten som Ali). Og han var populær og sagde ikke nej. Han var ikke den første mand, der forlod et hollywoodparty for at få en fornuftig nattesøvn. Den nykårede mester George Foreman havde smadret Joe Frazier og han gentog proceduren mod Norton i 1974. Norton frøs til is i den kamp. Han var ikke ind i zonen. Norton nød det liv som de mange dollars gav ham – og selvom boksningen ikke havde samme prioritet som i Ali-triologien, så var han igen i 1975 mod Jerry Quarrey (KO5) og i november 1977 mod Jimmy Young fremragende. Jimmy Young, som han besejrede på point i en WBC-eliminator til Leon Spinks VM. Spinks valgte at give Ali revanche inden Norton kunne få sin chance – og WBC gav Norton bæltet, som han forsøgte at forsvare i den fænomenale VM-kamp mod Larry Holmes i 1978. Norton var god, men Holmes var den anelse bedre. Men igen snævert, et splitdecion nederlag Alis sparringspartner slog Fraziers sparringspartner. Men det var hans svanesang. Kroppen var ikke den samme, træningsmængden blev tydeligt reduceret , og da Gerry Cooney sendte ham til fuld tælling i 1. omgang i 1981 var det slut. Han fortsatte sin karriere som skuespiller i TV-serier og agerede medkommentator ved boksetransmissione. Men i 1986 var han tæt på at dø i et trafikuheld, lå i koma og efterfølgende var både hans tale og bevægelser præget af ulykken. En skæg fodnote omkring hans skuespilskarriere er, at Sylvester Stallone forgæves forsøgte at få ham til at spille rollen som Apollo Creed i “Rocky”. Norton sagde nej tak til den da ukendte Stallones low-budget produktion. Norton var en af mine favoritter fra en glorværdig periode i sværvægtshistorien og jeg ville ønske, at hans død var en dum joke på Facebook – jeg troede f.eks. at Morgan Freeman var død efter at have læst hans nekrolog sidste sommer – men forleden fandt jeg et nyt interview med den formodede afdøde, hvor Freeman fortalte, at han ikke kunne udelukke, at han var død, men at den tilstand iøvrigt mindede ufattelig meget om tilstanden før døden. Lad os håbe, at Norton kan sige det samme, der hvor han er nu. R.I.P. Ken Norton
19.09 Ken Norton er død – en personlig beretning
