Det bliver ikke ved det kommende Nordic Fight Night-stævne den 19. oktober, at Torben Keller og Ahmed Kaddour tørner sammen i et rent dansk opgør. Kampen har ellers længe været på tegnebrættet, men senest blev den udskudt på grund af en skade hos Torben Keller. Nu er det imidlertid Kaddour, der ikke er klar til at stille op.Torben Keller skal i næste uge til Berlin for at have tjekket sin hånd, og her vil det endegyldigt blive besluttet, hvorvidt han er klar til kamp. Det er dog forventningen, at han bliver meldt klar.Hvem Torben Keller (8-0-1, 2 KO) i stedet skal møde, når bokseringen bliver slået op i Tre For Arena i Kolding, er endnu ikke afgjort. På rygtebasis er svenskeren Patrick Bogere (12-2, 3 KO) blevet nævnt, men det er ikke et navn, promotoren vil bekræfte.”Det kunne være en interessant kamp, men Bogere er vist nærmere weltervægter,” siger Nisse Sauerland og forsøger at lyde overrasket, da han bliver konfronteret med svenskerens navn. Den tyske promotor indrømmer dog, at Bogere er en bokser, der har været og til dels stadig er inde i overvejelserne.”Han er en af de modstandere, jeg har tænkt på, men jeg vil først se, om Torben Kellers hånd kommer i orden, inden jeg lægger mig fast på en modstander,” siger Nisse Sauerland.Torben Keller boksede senest for tre måneder siden, hvor tyskeren Michael Schubov blev pointbesejret. Keller er bekendt med Patrick Bogere som en mulig modstander, men han har ikke fået noget konkret at vide.”Vi har snakket om det. Nisse Sauerland har nævnt hans navn for mig, men mere end det ved jeg ikke,” siger Torben Keller og tilføjer, at han i virkeligheden ikke går så højt op i, hvem der kommer til at stå i det modsatte ringhjørne.”Jeg vil bare gerne i ringen igen og bokse,” siger han.31-årige Patrick Bogere var senest i ringen i juni. Her tabte han i en kamp om WBC international silver-titlen i weltervægt på knockout i sjette omgang til den erfarne og ubesejrede ghaneser Patrick Allotey (28-0, 22 KO).DanskeropgørTil gengæld ligger det fast, at de to danskere Kim Poulsen (22-1, 6 KO) og Puriya Haidari (6-0, 3 KO) tørner sammen i en kamp i weltervægt. Det bliver en kamp over otte omgange, hvor kun vinderen for alvor kan gøre sig forhåbninger om igen at få kampe ved Nordic Fight Night-stævnerne.”Det bliver en spændende kamp, for Puriya er ubesejret. Men jeg ved, hvad jeg skal gøre for at slå ham, og det har jeg tænkt mig at gøre,” siger Kim Poulsen, der bokser sin første kamp siden december i fjor. Pausen har han brugt på at skifte sin nu tidligere promotor, Euro Event, ud med Sauerland, hvor han også tidligere har optrådt.Foreløbig er det kun i to af kampene, det på nuværende tidspunkt er på plads, hvem der skal stå over for hinanden. Det ligger dog fast, at Micki Nielsen (9-0, 8 KO), Dennis Ceylan (7-0, 4 KO) og den meget talentfulde svensker Oscar Ahlin (8-0, 8 KO) skal i aktion.Norske medier har i de forgangne dage berettet, at også de to norske letsværvægtere Tim-Robin Lihaug (4-1, 3 KO) og Alexander Hagen (2-0, 0 KO) skal i ringen i Kolding. Det ønsker Nisse Sauerland dog ikke at bekræfte.Foto: Wende.

