tirsdag, 14. januar 2025

19.06 Mock drømmer om en VM-kamp

Lolenga Mock (40-14-1, 13 KO) fortsætter med at imponere, og efter lørdagens sejr over Luke Blackledge er den 45-årige dansk-congoleser begyndt at drømme om rigtige bælter.
 
“Min drøm er at bokse om en VM-titel. Og jeg er klar til det. Det skal være den næste kamp for mit vedkommende,” siger Lolenga Mock til Århus Stiftstidende.
 
Kampen i lørdags var Mocks niende kamp i løbet af knap halvandet år, og han har efterhånden slået sig ind i gruppen af boksere, som skal tages temmelig seriøst. Det havde de færreste nok troet muligt for halvandet år siden, men Mock er kun blevet bedre og bedre.
 
Sejren over Blackledge er nok den bedste hidtil, og Mock er klar over, hvad den betyder.
 
“Det er ikke kun en besked til Europa, men resten af verden. Luke Blackledge har bokset om titler, og han har en høj placering i Europa, og i England er der mange dygtige boksere. Derfor er det her et statement til resten af bokseverden om, at jeg kan bokse om titler,” siger Lolenga Mock.
 
Foto: Thomas Sjørup.

Seneste historier