Der har op til kampen mellem Mikkel Kessler og Allan Green været en række påstande, som måske har kunnet sælge kampen, men som ikke har hold i virkeligheden. Vi har valgt fem af dem ud og kigget nærmere på dem.Allan Green er en naturlig letsværvægter:Den amerikanske bokser har bokset alle sine store kampe i supermellemvægt eller i catchweight under de 168 lbs. Da Green for fem år siden mødte Edison Miranda, vejede han 162 lbs., som blot er to pund over grænsen til mellemvægt. I 2010 boksede han i Super-Six turneringen mod Andre Ward, og han vejede ind på 166 lbs. Altså næsten et kilo under grænsen til supermellemvægt. Han havde altså ingen problemer med at klare vægten. I sin seneste kamp vejede han to lbs. under grænsen til letsværvægt, og det er derfor absurd at tale om Green som en fuldvoksen letsværvægter. Green er en bokser, der, hvis han gad kæmpe sig i en tilstrækkelig form, uden problemer kunne klare grænsen til supermellemvægt.Kampen er VM-kamp:Kampen gælder WBC Silver titlen i letsværvægt, men det er ikke en rigtig VM-titel, selvom WBC er et af de store anerkendte forbund. Silver-titlerne blev indført i 2010, og den sportslige værdi er begrænset. Det ses også af, at selvom titlen har eksisteret i to år, så er det første gang, at der er nogen, der bokser om den i letsværvægt. WBC’s verdensmester i letsværvægt er amerikaneren Chad Dawson.At der overhovedet er en titel på spil, er udelukkende for, at det skal “se ud af noget”. Det ser flot ud på tv, når Kessler efter sejren får overrakt et bælte, og derfor har Sauerland gravet et latterligt bælte hos et respekteret forbund frem. At bæltet bliver forsøgt solgt som noget stort og væsentligt, er blot en vildledning af tilskuerne.Farlig modstander:Allan Green er blevet udråbt til at være en farlig modstander til den danske vikingekriger, men en nøgtern vurdering placerer amerikaneren lige nøjagtig inden for top10 på Mikkel Kesslers hitliste. De bedste modstandere i danskerens karriere er:1. Joe Calzaghe 2. Andre Ward 3. Carl Froch 4. Markus Beyer 5. Anthony Mundine 6. Manny Siaca 7. Librado Andrade 8. Lucas 9. Allan Green 10. Dimitri SartisonEn chancevurdering fra knock-out.dk gør Mikkel Kessler til favorit 85%-15%.Green er styrkemæssigt en ok modstander for danskeren, og hans farlige venstre hook gør, at Kessler skal huske at flytte hovedet. Men han er en bokser, som danskeren bør ondulere uden større besvær.Det er den vigtigste kamp i karrieren: Flere eksperter har udråbt kampen til at være den vigtigste i Mikkel Kesslers karriere. Argumentet er, at hvis han taber den, så vil han sandsynligvis stoppe karrieren. Men uanset om et nederlag skulle stoppe Mikkel Kesslers karriere, så vil kampen aldrig kunne måle sig i vigtighed med den mod Joe Calzaghe. Havde Mikkel Kessler vundet den, så ville hans karriere være fortsat med store kampe i USA. Waliseren omsatte sin sejr til kampe mod Bernard Hopkins og Roy Jones og en sikker vej til boksningens Hall of Fame.Kessler havde i samråd med Mogens Palle takket nej til en kontrakt med HBO inden Calzaghe-kampen. Tanken var, at Kessler i tilfælde af en sejr kunne få en endnu mere lukrativ aftale med den amerikanske station. I stedet tabte han – og masser af penge og store kampe blev derfor ikke til noget.Kessler tog tre kilo muskler på:Så sent som på kampdagen har Mikkel Kessler i danske medier fortalt, at han “har taget tre kilo muskler på”. Ved gårsdagens indvejning vejede han imidlertid ind på 76,7 kilo – blot 500 gram over grænsen til supermellemvægt.Det er ganske enkelt ikke sandt, at Kessler har taget massevis af muskler på kroppen. Han er præcis lige så veltrænet og muskuløs, som han plejer at være – han har blot ikke haft behov for at svede de resterende 500 gram af i timerne op til indvejningen.

