Der har i den seneste tid ikke været mangel på snak om mulige Kessler-modstandere den 19. maj i Parken. Promotor Kalle Sauerland har slynget navne ud til højre og venstre, og Sporten.dk kan nu føje endnu to navne til listen. For få dage siden forlød det, at Mikkel Kessler skal bokse sin næste kamp i letsværvægt, og nu siger Kalle Sauerland, at det hele kan komme til at afhænge af, om WBC vil stille et bælte til rådighed til en titelkamp. “Hvis bæltet er til rådighed, så annoncerer de, hvem vi kan forhandle med. Det afventer vi i dag. Det kunne være navne som Glen Johnson og Allan Green,” siger Kalle Sauerland til sporten.dk.”Vi håber på at melde noget ud i sluningen af ugen. Det er stadig planen. Jeg forventer, at beslutningen bliver taget i dag eller i morgen, hvor vi så skal igang med at lave en kontrakt. Kontrakten vil nok tage et par dage at lave, og jeg melder ikke noget ud, før den er underskrevet,” siger Kalle Sauerland.

