fredag, 11. oktober 2024

18.11 Patrick Nielsen føler intet pres

”Den nye Kessler” er 19-årige Patrick Nielsen blevet kaldt. En beskrivelse, der kunne gøre de fleste meget nervøse, men den unge københavner, der indtil nu har vundet alle sine seks professionelle kampe, føler ikke et stort pres, fordi han bliver hypet så meget af TV2.

”Hvis det påvirker mig, så er det i positiv retning, for jeg synes, det er en kæmpe ære at blive kaldt Kesslers lærling. Jeg synes ikke, det giver noget større pres. Jeg vil gerne bevise, hvem jeg er, og jeg har ikke noget imod at stå i skyggen af Kessler. Det er en ære for mig,” siger Patrick Nielsen.

På lørdag står Patrick Nielsen over for en anden ubesejret modstander. Svenskeren Adnan Salihu har vundet alle sine fem kampe, men Patrick Nielsen har luret, hvordan han skal komme frem til sejr.

”Jeg har set lidt med ham på Youtube, og jeg skal i hvert fald op med parraderne. Men jeg har også lagt mærke til en svaghed hos ham. Den ene parradehånd hænger længere nede end den anden, og det er en fordel for mig, fordi jeg er kejthåndet,” siger han.

Danskeren satser selvfølgelig på sejr, og han bliver ikke overrasket, hvis kampen ikke går tiden ud.

”Vi er jo begge ubesejrede, så det kunne godt gå hen og ende med en knockout,” siger Patrick Nielsen.

Seneste historier