Norske Kai Robin Havnaa, der den 29. november debuterer som professionel ved Nordic Fight Night i Falconer Centret i København, skal fremover træne hos Joey Gamache i København. Og den erfarne træner er foreløbig imponeret over sin nye bokser.
“Det første, jeg tænker på, når jeg ser Kai Robin, er, at denne fyr har X Faktor,” siger Joey Gamache ifølge en pressemeddelelse.
“Han er en naturligt født bokser med en god baggrund inden for boksning. Han er rå, men også meget moden. Det bliver meget interessant at arbejde sammen med ham og få det bedste ud af hans talent,” tilføjer Joey Gamache.
Også Kai Robin Havnaa, der som professionel skal bokse i cruiservægt, ser et frugtbart samarbejde ligge i fremtiden.
“Kemien mellem os er allerede stor. Jeg er sikker på, at vi vil få et langt og godt samarbejde,” siger han.
Foto: Team Sauerland