Der var lørdag fremgang at spore i seertallene til Nordic Fight Night. Nuvel, de hidtidige seertal har været så pinligt lave, at det nærmest kun kunne gå fremad, og det gjorde det da også.
Således valgte 132.000 danskere at indstille tv’et på 3+, da der lørdag aften var Nordic Fight Night. Det er betydeligt flere end ved det seneste stævne i oktober i Kolding, hvor der med blot 50.000 seere blev sat en nærmest pinlig bundrekord.
Det forrige stævne den 7. september i Frederikshavn havde 68.000 seere, mens 77.000 seere fulgte med, da bokseringen i juni var stillet op i Århus. Ved de to foregående stævner i Frederikshavn (13. april 2013) og Esbjerg (9. februar 2013) var der 89.000 seere.
Seerrekorden ved Nordic Fight Night blev sat i februar 2012, hvor 191.000 seere fulgte med, da Rudy Markussen boksede mod Brian Magee.
Foto: Wende.