Den 24. november debuterer Lasse Møller Pedersen som professionel bokser, når promotor Johan Kimose står bag sit andet sævne i Hvidovre. Den 26-årige letsværvægter har i første omgang kun en aftale om den ene kamp, men han håber, at en god indsats kan sikre ham flere kampe i ringen.”Formen er god, og jeg er i gang med den sidste sparring for at få taktikken og konditionen på plads. Hvis jeg gør det godt, kan jeg få en kontrakt, og jeg tror på mig selv,” siger Lasse Møller Pedersen til Lemvig Folkeblad.Efter en amatørkarriere, der startede i Struer og siden rykkede til Århus og i alt bød på 72 kampe, ser Lasse Møller Pedersen nu frem til de nye udfordringer. “Det er en dejlig chance at få. Jeg har bokset længe som amatør, og det er gået lidt op og ned på grund af mit studium,” siger han. “Jeg havde besluttet, at hvis jeg skulle fortsætte med boksningen, skulle det være som professionel, og den mulighed kom heldigvis,” siger Lasse Møller Pedersen. I sin debutkamp skal Lasse Møller Pedersen møde hviderussiske Ihar Karavaeu, der har bokset ni kampe som professionel – med fem sejre og fire nederlag. Danskeren tror på, at han kan vinde kampen, men han er klar over, at det bliver en helt anden oplevelse at bokse som professionel.”Det er noget helt andet, fordi vi bokser uden hjelm, med mindre handsker og i bar overkrop. Fysisk bliver det også en udfordring, fordi der er fire omgange i stedet for tre, og de er længere. Det kommer helt sikkert til at kræve noget mere,” siger Lasse Møller Pedersen.Udover Lasse Møller Pedersen skal Fadia Idrissi (2-1-1, 0 KO), Ole Carlsen (1-0, 0 KO), Timmy Kimose (0-0) og Mats Grøtner (0-0) i aktion ved stævnet.

