Mads Larsen, der i juni led et forsmædeligt nederlag til engelske Luke Blackledge, håber, at han kan vende tilbage til bokseringen. 39-årige Mads Larsen har fortsat en kontrakt på syv kampe med Sauerland Event, men han ved ikke, hvad fremtiden byder på, Parterne har ikke talt sammen siden nederlaget i Herning i juni. “Jeg har en kontrakt med Sauerland, og jeg har ikke hørt fra dem. Nu må vi se, om jeg snart gør det. Det virker lidt underligt,” siger Mads Larsen til DR Sporten. Den tidligere europamester vil gerne i ringen igen, men det skal ikke være for enhver pris. “Det kommer an på betingelserne og hvordan, det skal hænge sammen. Så lad os nu se – men det kunne være rart at høre fra sin promotor,” siger Mads Larsen, der trods sin forholdsvis høje alder er ved godt mod og er i god form. “Min fysiske form er fin, og min krop har det okay. I forhold til min alder har jeg det sgu meget godt,” siger Mads Larsen. Foto: Photo Wende.