Begge boksere fra Stonehand Promotion slap godt fra det, da de lørdag aften var i ringen ved et stævne i den finske hovedstad Helsinki.
Ifølge Boxrec.com vandt fjervægteren Andreas Evensen (9-1, 1 KO) en sikker pointsejr over russeren Andrey Kostin (20-12). Én dommer havde 60-56, mens de to øvrige havde 60-54 til fordel for 23-årige Evensen.
Cruiservægteren Ronny Ekenes Tiller, der debuterede ved Team Palles stævne i Brøndby Hallen i juni 2008, fordoblede i aften antallet af professionelle sejre, da han vandt på point over Dariusz Balla (1-6) fra Polen. Det blev dog en snæver sejr, da den ene dommer havde polakken som vinder med 39-38, mens de to øvrige gav Tiller sejren med 40-37 og 39-37.
Også den tidligere europamester i mellemvægt, Amin Asikainen (26-2) var i ringen lørdag aften. Han vandt stort på point over Valentin Antonio Ochoa (20-13-1) fra Argentina.