Forud for lørdagens Nordic Fight Night i Albertslund Musikteater er der al mulig god grund til at have hele sin fokus rettet mod aftenens hovedkamp mellem Micki Nielsen (20-0, 14 KO) og Mirko Larghetti (24-1, 16 KO) fra Italien. Dels er der tale om en kamp, der er betydeligt mere interessant, end hvad Nisse Sauerland plejer at diske op med ved Nordic Fight Night-stævnerne, og dels er resten af stævnet på et niveau, der nærmer sig grænsen for, hvad en promotor i en presset konkurrencesituation kan tillade sig.
Micki Nielsen sætter for første gang sin WBC int’l titel på spil, og for første gang skal danskeren ud i en kamp, der er sat til den fulde mesterskabsdistance. Det er i sig selv interessant, selvom Micki Nielsen tre gange tidligere har gået 10 omgange uden at have vist tegn på, at det var voldsomt besværligt.Men dertil skal lægges, at Micki Nielsen denne gang møder karrierens klart stærkeste modstander. 33-årige Larghetti er tidligere EU-mester, og for halvandet år siden gav han Marco Huck særdeles kompetent modstand i en kamp om tyskerens WBO-titel. Her måtte italieneren dog se sig besejret efter 12 omgange. Siden har han slået tre ubetydelige modstandere, og det har bragt ham op som nr. 3 på WBA’s verdensrangliste. En rangering, der måske er lige i overkanten, men som i sig selv er mere end rigeligt til at gøre ham til en attraktiv modstander.Mirko Larghetti er ikke noget teknisk vidunder, men han er en aktiv og aggressiv fighter, som danskeren næppe behøver lede efter. Hans defensiv virker imidlertid ikke fantastisk, og da Micki Nielsen vil have fordel af højde og rækkevidde, bør hans lange højre have gode mulighed for at finde vej til italienerens ansigt.
En bokser, der gennem 12 omgange giver solid modstand til Marco Huck, vil næsten pr. definition være en interessant test af Micki Nielsen. Det er Mirko Larghetti da også, og denne matchning er alene en tur til Albertslund værd. Men styles makes fights, og jo mere denne skriverkarl studerer Larghetti, jo større bliver overbevisningen om, at Micki Nielsen vinder. Danskeren er fysisk stærkere, og Larghetti vil komme til at gå direkte ind i danskerens lange højre og den opfølgende venstre.Det kan sagtens blive et opslidningsslag, hvor Micki Nielsen må tage imod mere, end han er vant til. Buddet herfra er, at en hård kamp vil ende med en dansk sejr på en sen knockout eller point.Kedeligt undercardJo, det bliver spændende mellem Micki Nielsen og Mirko Larghetti. Og godt for det, for de syv kampe, der er på undercardet, er mildt sagt ikke ophidsende. Som seer skal man være gjort af et ganske bestemt stof, hvis ens kropsvæsker skal bringes i kog af det, der bliver serveret.I de syv kampe præsenterer Sauerland fire danskere, en nordmand, en svensker og en ghaneser, og groft sagt er den ene mere ligegyldig end den anden. Kun Rashid Kassems (10-0, 7 KO) kamp mod Vincenzo Finiello (10-2-2, 1 KO) virker nogenlunde interessant. Kassem er en spændende bokser, der hidtil har mødt meget bløde modstandere – det til trods for, at promotor Nisse Sauerland forud for hans debut for tre år siden gjorde det klart, at han ville blive matchet hårdt og ført hurtigt frem.Kampen ligner et step-up for 24-årige Kassem, hvilket måske ikke siger alverden. Vi mangler stadig svar på, hvordan Kassem reagerer, når han står over for en modstander, der er så ubehøvlet at slå igen, og det kan Nardiello forhåbentlig give nogle svar på.Det kan sagtens give et dansk nederlagLandry Kore (5-0, 2 KO) skulle oprindeligt have mødt landsmanden Robert Larsen (2-1, 1 KO), men nu bliver det tyskeren Andreas Reimer (10-12-2, 9 KO), som står i det modsatte hjørne. Det er – trods de negative cifre på rekordlisten – ikke nødvendigvis et godt bytte for Kore.Andreas Reimer er en lille fyr, men trods sine blot 169 centimeter – cirka 10 centimeter mindre end Kore – bør han have gode muligheder for at vinde over den hidtil ubesejrede dansker. Han er en meget bevægelig og uforudsigelig bokser, der slår fra mange vinker, og han er under alle omstændigheder en modstander, som Landry Kore skal tage dybt seriøst og godt kan få sit besvær med.Besvær får til gengæld hverken Dina Thorslund (5-0, 3 KO) eller Abdul Khattab (13-1, 3 KO). De møder henholdsvis Sopio Putkaradze (12-5-3, 3 KO) og Attila Koros (8-3-1, 6 KO), og det bør kun være et spørgsmål om, hvordan sejrene kommer i land. Ganske vist er det første gang, at Thorslund møder noget, der blot minder om en seriøs modstander, men det er ikke ensbetydende med, at hendes sejr på nogen måde kommer i fare.Abdul Khattab blev for få år siden pustet op til at være et historisk talent. Det har han mildest talt haft sine problemer med at leve op til, og valget af Koros som modstander tyder på, at man går efter at finde noget selvtillid. En granskning af de ellers acceptable cifre på rekordlisten viser, at Attila Koros er en tynd modstander, som Khattab bør stoppe før tid. I sine hidtidige tre nederlag er han hver gang blevet stoppet, og han har i to kampe haft særdeles stort besvær med den ungarske journeyman Janos Varga, som Khattab har stoppet let.Til den kamp er der kun én ting at sige: Khattab skal og bør vinde før tid.En rigtig rodebutikDe resterende tre kampe på programmet er mildt sagt en blandet landhandel. Kampe, hvis sammensætning ikke giver den store logik, og det er i det hele taget svært at finde et mønster i noget som helst. Det er derfor vanskeligt ikke at få den mistanke, at Nisse Sauerland så at sige har samlet en masse skrammel i de hjørner, han nu engang kunne nå, og fyldte det i den kasse, der manglede lidt volumen. Voila – et færdigt undercard.Richard Commey (23-0, 21 KO) står foran en VM-kamp, og alene af den grund burde han være interessant. Hans to tidligere optrædener på dansk grund gør dog, at man maner til besindighed. I december 2014 var han usandsynligt heldig med at få sejren mod en habil franskmand, og at han et par måneder senere stoppede en bums, er svært at tillægge den store værdi. På grund af de store opgaver, der ligger foran ham, får Commey denne gang en let modstander. Fair nok. Men ikke vildt ophidsende for et dansk publikum.Da Sauerlands koncept hedder Nordic Fight Night, har det tilsyneladende været nødvendigt at smide både en nordmand og en svensker på stævnet. Kai Robin Havnaa (5-0, 4 KO) kan på længere sigt godt blive en interessant bokser. Kampen her bliver det dog næppe, for hans modstander, Miklos Kovacs (1-2, 1 KO), er en bums, som Havnaa stopper uden større besvær.Daniel Hartvig (6-0, 3 KO), der før jul pludselig efter fem års boksepause dukkede op på et Nordic Fight Night, er af uransagelige årsager også på programmet. 31-årige Hartvig er ikke nogen fremtidens stjerne, og han ligner mest af alt fyld. Nu møder han georgiske Valeri Karelidze (7-3, 3 KO), der så sent som for tre uger siden boksede i Danmark. Her fik han en ordentlig endefuld af debutanten Mohamed Adel ved Mogens Palles stævne i Århus.Stævnet bliver ringet i gang klokken 17.30 – lidt senere end oprindeligt planlagt. Det var nemlig meningen, at tyskeren Marcel Hassler skulle have fuldendt den multietniske rodebutik ved at debutere som professionel. Men hans kamp er tilsyneladende aflyst. Godt det samme, for det planlagte modstander, Dzhengis Osmanov (0-5), havde næppe holdt sig oprejst i mange sekunder.Tre danske tv-kanalerDet er godt nok heldigt, at hovedkampen er særdeles interessant. Ellers var der ikke meget at komme efter ved dette stævne. Til gengæld er det en kilde til undren, hvorfor Sauerland og Viasat i skøn forening har valgt at placere aftenens hovedkamp tidligere end sædvanligt. Dermed kolliderer den med al sandsynlighed med, at det danske kvindelandshold i håndbold spiller om OL-billetter. En kamp, der bliver sendt direkte på landsdækkende tv på DR1, og at dømme efter den popularitet, der sædvanligvis følger med håndboldpigerne, er det ikke svært at forestille sig, hvem der vil løbe af med seerne.De danskere, der ikke tropper op i Albertslund Musikteater, skal sørge for at have ladet batterierne på fjernbetjeningen op, hvis de vil følge hele stævnet. Transmission begynder klokken 18 på TV 3 Sport 2. Her er der boksning frem til klokken 20.30, hvor det er nødvendigt at slå over på 3+. Efter yderligere et par timer skal der igen skiftes kanal – denne gang til TV 3 Sport 1 – som sender fra klokken 22.45 og frem til midnat.Foto: Wende.

