Name-droppingen i dansk boksning fortsætter. Nu er det Jeppe Morell (6-0, 3 KO), som kalder landsmanden Patrick Nielsen (28-1, 14 KO) ud til en kamp.
“Jeg vil gerne udfordre Patrick Nielsen til en herrekamp. Lad os få ham rigtigt testet. Jeg synes ikke, at Rudy Markussen var i stand til at teste ham overhovedet, og det synes jeg, at Patrick trænger til. Jeg mener klart, at jeg kan slå ham, og det kan han prøve at modbevise, hvis han tør,” siger Jeppe Morell til B.T.
En kamp mellem de to må dog siges at være mere end almindeligt usandsynlig.
Jeppe Morell understreger, at han udmærket kender Patrick Nielsen og ingen indvendinger har mod ham som person. Men som bokser mener han, at han er bedre.
“Inden jeg begyndte at bokse for Mogens Palle, var jeg ovre og træne lidt hos Team Sauerland i en træningslejr, hvor Patrick Nielsen også var med. Så jeg kender ham godt, og jeg synes, han virkede som en fin fyr. Det her er en sportslig udfordring, og jeg mener, at jeg rent sportsligt er bedre end ham i en boksering,” lyder det fra den ubesejrede letsværvægter.
Jeppe Morell bokser sin næste kamp den 11. februar, mens Patrick Nielsen som bekendt går i ringen på lørdag ved Nordic Fight Night i Struer.
Foto: Thomas Sjørup.