Det bliver som ventet Micki Nielsen (20-0, 14 KO) og Dennis Ceylan (17-0-1, 8 KO), som vil være øverst på plakaten, når der den 6. februar er Nordic Fight Night i Ceres Arena i Århus.
Her skal Micki Nielsen forsvare sin WBC int’l titel i cruiservægt mod en endnu unavngiven modstander.
“Jeg udvikler mig hele tiden. Jeg vil altid være hårdtslående, men teknisk bliver det også bedre og bedre. Der er meget mere i mig, end man allerede har set, og det skal jeg vise i Århus,” siger Micki Nielsen ifølge en pressemeddelelse.
Der er ikke sat navn på modstanderen til Micki Nielsen. Det er der heller ikke til Ceylan, ligesom det endnu ikke er endeligt afgjort, om Ceylan skal ud i en kamp med en titel på spil.
“Jeg ved, at der bliver arbejdet på en titelkamp til mig, og jeg mener også, at tiden er moden til, at jeg står i de helt store kampe. Det er der, man henter den anerkendelse, man så gerne vil have som bokser,” siger Dennis Ceylan.
Foto: Wende.