Robert Helenius (24-1, 15 KO) vandt en alt for let sejr, da han lørdag aften hjemme i Helsinki ikke behøvede mere end 48 sekunder på at stoppe argentineren Gonzalo Omar Basile (68-12, 31 KO).
Argentineren så ellers frygtindgydende ud med sine massive ansigtstatoveringer, men bokse kunne han ikke. Gonzalo Omar Basile var en bums, som intet havde at gøre i ringen mod Helenius, der mere eller mindre pustede ham om kuld, og inden sekundviseren havde taget den første omgang, havde kampleder Errki Meronen set nok – og det havde vi andre egentlig også – af en af de mest gyselige mismatchninger i lang tid.
Ved samme stævne forsvarede spanske Mariano Hilario (16-5, 7 KO) sin EU-titel i supermellemvægt med en flot knockout-sejr over den ubesejrede hjemmebanehelt Niklas Rasanen (13-1, 8 KO). Efter en hård og jævnbyrdig og til tider ganske underholdende kamp, blev finnen i 11. omgang hamret i gulvet og måtte opgive at fortsætte.
Nordmanden Ken-Tore Halland (5-0-1, 4 KO) stoppede den ubesejrede hjemmebanebokser Dimitri Faltin (2-1, 0 KO) i 3. omgang. Et venstre hook til kæben gjorde finnen ude af stand til at fortsætte opgøret.
Foto: Seppo Sirrka.