fredag, 20. september 2024

17.11 Skribent stopper på Knock-out.dk

Fra Jens Sillesen
 
Kære læsere
 
Jeg har skrevet 18 år på Knock-out.dk og forgængeren Danish Prime Fighters. Det har været interessante år, hvor der har været store oplevelser som boksefan og skribent.
 
Jeg tænker på gyldne år med de mange europamestre i slutningen af 90’erne. Perioden med tre stalde, Palle, Vester og Gert Bo Jacobsen/Steffen Tangstad, hvor vi havde omkring 20 stævner om året i Danmark. Brian Nielsens i Parken mod Mike Tyson med et fantastisk undercard. Johnny Bredahls uforglemmelige aften i Falkonercentret, hvor han blev WBA-verdensmester mod Eidy Moya. Hele Mikkel Kesslers flotte karriere. Den geniale Super-six turnering. Mødet med Mogens Palles mangesidede personlighed.
 
Oplevelserne har været mange, og det har været interessant at være tæt på gamet. Interviews med boksere, trænere, promotorer og managers har været alt fra drønende kedelige til lærerige kvantespring i forståelsen af gamet. Jeg har altid forsøgt at skrive min ærlige mening uden at gå efter manden. Det har givet mange sjove reaktioner og beskyldninger. Jeg har oplevet alt fra overstadig ros til skideballer og decideret had, fra folk jeg har mødt. Hvis de var sande, skulle jeg være Palle-fan, Vester-fan og Sauerland-fan og hade de andre. Jeg skulle være en form for hemmelig agent for DPBF. Jeg skulle hade boksere, jeg aldrig havde mødt. Jeg skulle være en ondsindet journalist, der vil ødelægge dansk boksning. Jeg er skyld i lave seertal på tv. Min forfængelighed vil gerne bilde mig ind, at jeg kunne have så stor effekt, men jeg tvivler.
 
Jeg er også blevet truet med sagsanlæg og har fået en promotor til at skumme over af raseri, fordi jeg skrev sande artikler.
 
Det hele har stort set været en fornøjelse, og jeg har aldrig båret nag over de beskyldninger, som er kommet. Jeg har til tider selv taget fejl i mine vurderinger og analyser, og ind i mellem har jeg uretmæssigt trådt andre over tæerne. Debattørerne i forummet har nok især oplevet mit til tider lidt for hårde tastatur.
 
I de senere år har jeg dog mistet lysten til at skrive om boksning, og jeg har derfor besluttet at stoppe på Knock-out.dk. Tak til vores trofaste læsere som har holdt mine skriblerier ud. Tak til debattørerne i vores forum som har givet og taget i nogle kampe, der til tider har været hårdere, end dem vi så i ringen. Tak til mine kolleger her på siden. Og ikke mindst tak til de mænd og kvinder, der har underholdt mig i ringen.

Seneste historier