Jonas Madsen (10-0, 4 KO) kunne tage flere ting med sig hjem fra Ceres Arena lørdag aften. IBF youth-bæltet, som han vandt efter 10 hårde omgange mod Mario Baeza (8-4, 5 KO), var en af dem, men en masse rutine, som kan komme ham til gode senere i karrieren, var mindst lige så vigtig.
Mexicaneren var en hård banan, som bed voldsomt fra sig. I sidste ende var det dog ikke nok til at få sejren, som fortjent gik til Jonas Madsen. De tre dommere fra henholdvis Schweiz, Sverige og Danmark scorede kampen 96-93, 97-92, 95-93 til Jonas Madsen. En fair og fortjent sejr, som mexicaneren dog lod som om, han ikke forstod noget af.
Mario Baeza var tydeligvis ikke taget den lange vej fra Mexico til Århus for at tabe uden kamp. Det viste han helt fra begyndelsen, hvor han med sin lange venstre gav Jonas Madsen noget at se til. Danskeren brugte igen sin lange venstre som udgangspunkt for opfølgningerne med højren, og det lykkedes udmærket.
I 2. omgang fik Jonas Madsen to gange hårdt ramt på Baeza, som i infight dog viste sin rutine ved at spoile og sørge for at blive ramt i nakken, så Jonas Madsen til gengæld fik kamplederen på nakken. Der var dog tale om en indledning, der sendte flest point i dansk retning.
Mexicaneren kunne absolut godt bokse, og selvom det var Jonas Madsen, som vandt omgangene, var de på ingen måde ensidige. Jonas Madsen kom ikke igennem med vanvittigt mange rene træffere – slet ikke taget i betragtning, hvor meget han slog – og han måtte ind imellem også tage imod.
Umiddelbart boksede Jonas Madsen langt fra sin bedste kamp, hvilket naturligvis til en vis grad hænger sammen med, at Mario Baeza er hans hidtil bedste modstander i profkarrieren. Halvvejs i kampen havde Jonas Madsen vundet alle omgangene, og danskeren, som var på hjemmebane i Århus, virkede ivrigt og opsat på at vise, hvad han kunne.
Efterhånden som kampen skred frem, blev det solide danske jab forvandlet til hård fight. Det var ikke alene godt, for når der blev fightet var Baeza endnu bedre med. I 6. omgang virkede Jonas Madsen presset, og det blev den første af kampens omgange, som gled over til mexicaneren.
7. omgang blev bedre end den forrige, men det var tydeligt, at Jonas Madsen var ude på ukendt grund. Det blev dog en omgang, som roligt blev kørt hjem til danskeren.
Endnu bedre blev det i den efterfølgende runde, hvor det blev tydeligt, at heller ikke mexicaneren er gennemrutineret, når det kommer tiul lange distancer. Trætheden havde på dette tidspunkt tydeligt meldt sig i begge lejre, men Jonas Madsen fightede flot omgangen hjem og var på dette tidspunkt ved at have opbygget et godt pointforspring.
Det blev der dog tærret på i 9. omgang, hvor Jonas Madsen fik frataget et point for at tabe tandbeskytteren. Det var ganske vist anden gang i kampen, at han tabte den, men alligevel virkede det som en hård dom.
Jonas Madsen sluttede imidlertid godt af. En rigtig fin 10. omgang, hvor det for mexicaneren handlede om at overleve, sluttede med, at Baeza tumlede rundt på gulvet. Det lignede ikke nogen regulær knockdown, men den italienske kampleder valgte at tælle. Baeza havde dog ingen problemer med at rejse sig, så kampen kunne gå tiden ud.
Knock-out.dk scorede kampen 97-91 til Jonas Madsen.
Foto: Jens Sillesen.