17.05 Patrick er skadet – Nordic Fight Night udsat

Der bliver alligevel ikke noget Nordic Fight Night den 28. maj i Arena Midt i Kjellerup. Patrick Nielsen (28-1, 14 KO) er nemlig blevet skadet og er dermed ude af stand til at møde Denis Douglin (20-4, 13 KO) i en kamp om WBO I/C-titlen, som det ellers var planlagt.
 
Skaden opstod i forbindelse med Patrick Nielsens sparring op til titelkampen.
 
“Jeg mærkede en del smerte i mit venstre håndled under sparringen, og jeg vidste, at der var noget galt. Jeg gik til en håndspecialist, der bekræftede skaden og fortalte mig, at jeg skal have en operation,” siger Patrick Nielsen ifølge en pressemeddelelse.
 
Skaden betyder, at ikke bare hovedkampen, men hele stævnet er nødt til at blive aflyst.
 
“Vi bliver desværre nødt til at udskyde Nordic Fight Night 28. maj, men vi vil snarest muligt offentliggøre en ny dato,” siger Nisse Sauerland.
 
Foto: Wende.

Seneste historier